EMNER

Adoption til glæde livet igennem

Man må ikke bruge bortadoption som et socialpædagogisk tiltag dér, hvor alt andet er slået fejl, advarer Audun Edvardsen, jurist og overdommer i adoptionssager i Oslo

Man kan ikke bruge bortadoption som et socialpædagogisk tiltag dér, hvor alt andet er slået fejl, men når det er sagt, mener jeg, at bortadoption som mulighed absolut bør findes. Et barn kan livet igennem have glæde af at være et fuldt ligeværdigt medlem af en familie. Personligt ville jeg gerne være mere liberal. Fylkesnemndleder Audun Edvardsen har taget imod i sit kontor med hvad, der må være en af Oslos absolut bedste udsigter ud over den frysende fjord og op mod den snebeklædte middelalderborg fra 1299, Akershus. Det er i Fylkesnemnda for sociale sager - et særskilt, domstolslignende organ - at nordmændene behandler det, vi i Danmark kalder tvangsbortadoptionssager efter indstilling fra de kommunale børneværn. Når de biologiske forældre er blevet frataget forældreansvaret, kan Fylkesnemnda give samtykke til adoption. Samtykket skal blåstemples i Børne-, ungdoms- og familieforvaltningen som garant for, at Fylkesnemnda ikke har begået formelle fejl. Og klager over denne sker til Barne- og familiedepartementet, der er sammenlignelig med det danske socialministerium. Men Fylkesnemnda har altså den centrale rolle i forbindelse med bortadoption og i den forbindelse ikke mindst lederen, som er jurist og en af fem dommere, når det kommer til afgørelsen. Audun Edvardsen viser "retslokalet" frem, hvor den domstolslignende procedure finder sted, og den lægger sig tæt op ad et retslokale i egentlig forstand med pladser til de fem "dommere", to børnesagkyndige, to læger og Edvardsen selv. Foruden, naturligvis, til de implicerede parter og indkaldte vidner. Tilbage i Audun Edvardsens eget kontor erkender han blankt, at Børneværnsloven kun i meget begrænset omfang udstikker retningslinjer for, hvornår det er til barnets bedste at blive bortadopteret, og at der til en vis grad også er en disharmoni i loven, fordi den nok lægger op til bortadoption, når det er til barnets bedste, men den lægger også op til at styrke kontakten til de biologiske forældre. Så hvornår er det ene væsentligere frem for det andet? Vægtskål - Det kommer an på, hvilken vægtskål der vejer tungest. Audun Edvardsen lægger ikke skjul på, at han i tvangsadoptionssager ser sig som dommeren med to vægtskåle. I den ene vejer betydningen af de biologiske bånd. - Nogle vurderer jo, at selv sporadisk kontakt er så værdifuld, at det er det, man skal satse på. Fordi det er vigtigt at have nogle at spejle sig i. Men det er vel et spørgsmål om ideologi. Om at have blodets bånd som ideologi, for der er jo også den psykologiske side. Og dét at være funktionsstøttet og blive adopteret er ikke alene godt i barndommen men rækker ind i voksenlivet og har betydning livet igennem. Det at have søskende, tanter og bedsteforældre til sine børn er mere end et børneværnstiltag. Det giver én et følelsesmæssigt grundlag. Dertil kommer den tryghed, som adoption giver et barn. Sikkerhed for ikke at blive fjernet igen. Og det er jo det, man altsammen skal huske at have med i den anden vægtskål. Fylkesnemndslederen bruger sine to hænder som to vægtskåle for at illustrere, hvad han mener. - Jeg er jurist og arbejder først og fremmest ud fra det, men når det er sagt, kan man vel ikke være helt neutral men bygger også på sin værdier. Sine skøn. - Der skal dog være tungtvejende grunde, før jeg anbefaler adoption. Så tunge, siger Audun Edvardsen og holder den ene hånd op over hovedet og den anden i brysthøjde. Praksis ændret Han lægger ikke skjul på, at den nye Børneværnslov fra 1993 har skærpet kravene og gjort det vanskeligere at bevilge tvangsbortadoption. - Før den tid kunne man fratage forældre forældreansvaret og bevilge adoption på én gang. I dag skal det ske i to tiltag - praksis er dog den samme. Det er praksisen med at bortadoptere børn umiddelbart efter fødslen til gengæld ikke. - I forbindelse med Adele-sagen fik vi at vide, at vi var gået for raskt frem, så i dag er vores holdning, at der i hvert fald bør gå et par år, før vi bevilger adoption. Det er hovedsageligt misbrugsforældre, psykisk syge forældre og særligt umodne forældre, som ved tvangsbortadoption oplever at miste retten til deres børn. - Vi ser selvfølgelig på forældrenes prognoser, men dér hvor det er sandsynligt, at forældrene ikke retter sig og varigt vil være ude af stand til at give forsvarlig omsorg er det, at bortadoption af barnet kan komme på tale. Det er udelukkende plejeforældre, der kan adoptere. De skal, som Audun Edvardsen forklarer, have bevist, at de kan give barnet en god opvækst. - Bortadoption skal ikke ses som en social foranstaltning men som et gode for det barn, der allerede har fundet sig til rette. Det reducerer selvfølgelig mulighederne for bortadoption, idet der er plejeforældre, der alene er plejeforældre, fordi det giver dem et indtægtsgrundlag, men der er også mennesker, der har meldt sig som plejeforældre, fordi de ikke selv kan få børn, og så er der dem, der har meldt sig af flere grunde men gerne vil adoptere, hvis de får muligheden, fordi de i mellemtiden har knyttet sig stærkt til barnet og har taget det til sig som deres eget. Har et barn været i plejefamilie fem-seks år og er blevet stærkt tilknyttet familien og miljøet, kan det også blive adopteret, selv om de biologiske forældre stik mod alle odds pludselig skulle vise sig at komme på banen. Børns tarv - Det er barnets tarv og alene barnets tarv, vi varetager, så hvis vi vurderer, at det vil være skadeligt at rykke barnet op med rode og flytte det tilbage til forældrene, sker det ikke. Børns tarv er så grundlæggende væsentlig, og det er måske også forklaringen på, mener Audun Edvardsen, at nordmænd generelt er hurtige til at reagere, hvis de oplever at børn, det kan være naboens eller andres, ikke har det godt. Man tier ikke bare. Lukker ikke bare øjnene. Man tænker på børnenes ve og vel, siger Audun Edvardsen. Dér, hvor barnet er bevidst om, at det har en historie med forældrene, kan det være svært. Men det gælder der som i mange sammenhænge, at barnet skal høres. - Børn under syv år bliver ikke spurgt, men for de 7-10-årige har vi en talspersonsordning. Det vil sige, at en uvildig person, det kan for eksempel være en lærer eller en sundhedsplejerske, der er vant til at snakke med børn men som ikke står det pågældende barn alt for nært, snakker med barnet og videreformidler, hvad det mener. Spørgsmålet er imidlertid, hvor stor vægt man skal tillægge disse udsagn. - Vi har fortsat diskussionen, og jeg tror, at der er stor forskel på praksis i Fylkesnemnda. Det er vanskeligt, mener Audun Edvardsen, at tillægge udsagn fra et barn, der først og fremmest ønsker at være loyal, alt for stor værdi. Børn over 12 år høres direkte. Og det er sket, at man har ventet med at træffe en afgørelse, til barnet selv har kunnet høres. Men det er vigtigt, understreger Audun Edvardsen, altid at træffe afgørelsen ud fra den gældende situation. I Adele Johansen-sagen, der strakte sig over mange år, faldt afgørelsen ud fra, hvordan situationen havdeværet mange år tidligere. - Jeg mente, de i Strassbourg tog stilling til situationen ni år tidligere og kunne ikke se, at barnet skulle tilbage til sin biologiske mor. - Jeg tog udgangspunkt i barnets tarv, og det var på det tidspunkt - ni år efter - ikke at flytte det. Nu er barnet adopteret! I den østlige del af Norge, som Oslo hører under, og som er den største af tre regioner, blev der i 2000 behandlet 17 tvangsbortadoptioner. På spørgsmålet om, hvorvidt Norge oven på Adele Johansen-sagen har fundet det rigtige niveau, lægger Audun Edvardsen ikke skjul på, at han gerne var mere liberal. - Personligt kunne jeg tænke mig, at der skulle knap så tungtvejende grunde til. - Jeg tror, at det at være en del af et levende fællesskab er afgørende vigtigt for et godt liv. Jeg tror på, at de allerfleste har glæde af en familie livet igennem. Men adoption må først finde sted, når barnet har fået det bedre. Når det i en vis forstand allerede tilhører en familie. Man kan ikke reparere en dårlig plejefamilie ved adoption. Lige som man ikke kan bruge adoption som et socialpædagogisk tiltag.