Adrenalin skal give træt Esbjerg-hold energi på isen

Jason Jaspers håber, at adrenalin kan kompensere for, at hans Esbjerg-spillere er slidte før DM-semifinale.

Esbjerg-spillerne håber at kunne fejre flere mål søndag aften.

Esbjerg-spillerne håber at kunne fejre flere mål søndag aften.

ESBJERG:Er kræfterne ved at slippe op i Esbjerg Energy?

Det spørgsmål har klubbens cheftræner, Jason Jaspers, stillet sig selv før søndagens sjette DM-semifinale mod Aalborg Pirates.

Esbjergenserne går ind til slutspilskamp nummer 13 på en måned, mens det blot er nordjydernes tiende slutspilskamp.

Samtidig har Esbjerg døjet med flere skader, men Jason Jaspers håber, at kampens betydning vil give hans spillere energi, så de glemmer trætheden og får fremtvunget en syvende og afgørende DM-semifinale.

- Skader har gjort ondt på os i slutspillet, for skader har ramt flere nøglespillere. Andre har taget et stort slæb med masser af ansvar og istid. Det har slidt, og det er måske forklaringen på, at Aalborg sejrede i den femte kamp i fredags (med 5-2, red.).

- Nu skal vi grave dybt og levere en 100 procents indsats i den sjette kamp. Når nogen presses op i et hjørne, giver adrenalinen ekstra kræfter, siger Jason Jaspers i en pressemeddelelse.

Hans hold er tvunget til at vinde kampen, ellers avancerer Aalborg til finaleserien, hvor Rungsted Seier Capital venter.

- Vi har ryggen mod muren, men det er bestemt ikke slut endnu, siger Jason Jaspers.

DM-semifinalen begynder søndag klokken 15. Vinder Esbjerg opgøret på egen is, venter der en syvende og afgørende semifinale på tirsdag i Aalborg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden