Danmark

Advarsel mod babygynger - giver metalsplinter i øjnene

En dansk læges årvågenhed betyder, at hele EU nu advares mod farlige gynger til børn.

Advarsel mod babygynger - giver metalsplinter i øjnene

Alle småbørnsforældre, der har investeret i gynger til deres børn, bør undersøge, om metalophængene afgiver splinter.

Sådan lyder advarslen fra Sikkerhedsstyrelsen efter, at småbørn i mindst 10 tilfælde har fået metalsplinter fra gyngernes ophæng i øjnene.

- Det drejer sig både om sansegynger, fugleredegynger, motorikgynger, hængekøjer, hængevugger og lignende til børn, siger Mette Cramon, der er kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

Metalsplinterne opstår i de typer af gynger, hvor både ophæng og ringe er lavet af metal. Når barnet gynger bliver metal gnedet mod metal. Sliddet betyder, at metallet i mange tilfælde vil afgive små splinter og støv.

Det er forholdsvis let at opdage, om der er problemer med gyngerne.

- Hvis man kører fingeren hen over beslagene, vil den nærmest blive grå, hvis den afgiver metal, siger Mette Cramon.

Sikkerhedsstyrelsen har endnu ikke det fulde overblik over, hvor mange forskellige typer af gynger, der kan give problemer.

- Derfor vil vi meget gerne vide det, hvis man opdager, at man har sådan en gynge, siger Mette Cramon.

Sikkerhedsstyrelsen har samtidigt sendt en advarsel ud til alle andre EU-lande via et særligt varslingssystem for produktsikkerhed.

Problemet blev opdaget ved, at læge Eva Holst undrede sig, da hendes søn to gange med én måneds mellemrum fik metalsplinter i øjnene.

Ved en nøje gennemgang af hjemmet fandt hun frem til at metallet måtte stamme fra ophænget til sønnens sansegynge. Ophænget var synligt slidt, og man kunne tørre metalsplinter af det.

Den observation fik overlæge Regitze Bangsgaard på øjenafdelingen på Glostrup Hospital til at undersøge, om de øvrige børn, som havde været behandlet i afdelingen de sidste tre år, havde ligget i sansegynger eller lignende produkter ophæng. Det viste sig at være tilfældet for 10 ud af 11 børn.

- Og når man alene på et hospital finder 10 tilfælde, så er det formentlig et større problem, siger Mette Cramon.

Børnene har fået fjernet metalsplinterne, og det krævede i de fleste tilfælde fuld narkose.

Ud over at sende en advarsel ud til de andre EU-lande, har Sikkerhedsstyrelsen også kontaktet 70 kendte importører og forhandlere af de forskellige typer gynger.

- Det er principielt deres ansvar, at produktsikkerheden er i orden. Derfor skal de nu undersøge, om det her gælder deres produkter, siger Mette Cramon.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.