Dyr

Advarsel mod giftige muslinger i Limfjorden

AGGERSUND:Muslingefiskeriet er blevet stoppet i den nordlige del af Limfjorden fra Aggersund til Aalborg samt i farvandet ud for den jyske østkyst mellem Djursland og Horsens Fjord. Samtidig advarer Fødevaredirektoratet private mod at samle og spise muslinger fra områderne. Årsagen er fundet af diarréfremkaldende skaldyrsgift (DSP) fra giftige alger i muslinger, som er fisket i Nibe Bredning, vest for Tunø og nord for Fyn. Men da havstrømme og vindforhold kan føre algerne til andre områder, advarer direktoratet private mod muslinger fra hele det nævnte område. Der har tidligere været konstateret giftige muslinger på den jyske vestkyst, hvor det kommercielle fiskeri efter muslinger også er stoppet. Symptomerne på diarréfremkaldende skaldyrsforgiftning er diarré, opkastninger, svimmelhed og mavesmerter. Der går mellem 30 minutter og fire timer fra man har spist skaldyrene, til symptomerne kommer. Ifølge biolog Bjarne Thorbjørnsen fra fødevareregion Viborg er det meget sjældent, at der forekommer DSP i Limfjorden og samtidig usædvanligt, at det opdages så sent på året. - Vi burde ikke se den på det her tidspunkt. Men de her alger er jo levende organismer, og levende organismer har det med at arte sig anderledes, end man lige regner med, siger han til DR Nordjylland. Selvom muslingefiskeriet er stoppet i området, så får Vilsund Muslinge Export A/S ikke nogen problemer med leverancerne til sin afdeling i Aggersund. Direktøren for virksomheden på havnen i Aggersund, Inger Risdal, siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at stoppet ikke får konsekvenser for virksomheden. - Muslingefiskerne er bare søgt til andre områder, så vi skal nok få de muslinger, vi har behov for. Jeg tror højst, der går 14 dage, før der igen kan fiskes i området, siger hun.