Advarsel mod stearinlys - nordjyder ligeglade

Seks ud af 10 danskere tænder dagligt eller flere gange om ugen stearinlys i deres hjem - det er alt for meget, mener forskere.

To lys på et bord er ikke nok - og slet ikke for nordjyderne. Arkivfoto
Nordjylland 26. november 2014 06:23 - Opdateret 26. november 2014 13:24

NORDJYLLAND: Danskerne er mere end almindeligt glade for at tænde levende lys. Og de færreste nøjes med to lys på et bord. En ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Bolius Boligejernes Videncenter viser, at 6 ud af 10 tænder stearinlys dagligt eller flere gange om ugen i vinterhalvåret.

Advarslerne mod den hyppige brug af stearinlys har ikke smittet voldsomt af på danskernes adfærd, viser Bolius’ undersøgelse.

Her svarer 39%, at de slet ikke eller kun i mindre grad vurderer, at tændte stearinlys er farlige og belaster indeklimaet.

Især nordjyder tror ikke, at stearinlys skader. Og nordjyderne er også skeptiske overfor at levende lys skulle forurene. Her er det næsten halvdelen (48%), der ikke ser stearinlys som en særlig stor forurener.

Svært at ændre traditioner

- Lys på juletræet og lagkagen til fødselsdage er traditioner, det er svært at lave om på. Men det høje daglige forbrug kan vi skære ned på, uden at det behøver gøre så ondt, siger professor og indeklimaforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet til bolius.dk.

Professor i miljømedicin Steffen Loft fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet siger til bolius.dk, at han ikke er overrasket over det store forbrug af levende lys.

Han forsker i de sundhedsskadelige virkninger ved stearinlys, bl.a. luftvejslidelser og hjertekarsygdomme.

Især kvinderne er vilde med stearinlys. Næsten hver anden (48 procent) tænder dagligt eller næsten dagligt levende lys i hjemmet, mens det kun er en tredjedel af mændene. De fleste tænder 3-4 lys ad gangen. 10 procent af mændene tænder dog aldrig stearinlys, mens det kun er tre procent af kvinderne.

Voldsom partikelforurening

Os fra stearinlys står for over halvdelen af den samlede partikelforurening inklusive udendørs forurening fra biler, viser undersøgelse, og indeklimaforskere advarer mod overdreven brug af stearinlys.

- En ny undersøgelse af 78 personer i 58 københavnske boliger viste, at der var lidt nedsat lungefunktion og tegn på inflammation (betændelse) hos personerne i de hjem, hvor der var mange partikler fra stearinlys, men vi ved ikke med sikkerhed, om det skyldtes partikelforureningen. Der kan være mange flere sundhedsskadelige følger af stearinlys, men der skal flere undersøgelser til, før vi har nok viden om det, siger Steffen Loft til bolius.dk.

Bolius’ undersøgelse viser, at trods viden om de skadelige følger ved levende lys vil hver tredje kun skære lidt ned på forbruget i fremtiden, mens 14% vil fortsætte som hidtil. Blandt børnefamilierne er der dog en større vilje til at skære væsentligt ned på forbruget af stearinlys.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...