EMNER

Advarselslamper

Investorer er forsigtige

HJØRRING:Det er tydeligt, at aftaler om driften og finansieringen af et nyt hotel er meget svær at få i hus. Det viser ikke mindst de langsommelige forhandlinger om de to hotelprojekter i Hjørring. Men det er et generelt problem og et kendt fænomen i hotelbranchen. Investorerne er ekstra forsigtige med underskrifterne når det gælder hotelprojekter. - Vi kan godt mærke at det er sværere at få på plads end andre projekter, siger økonomidirektør, Torben Andersen, der i et halvt års tid har forhandlet med investorer om det planlagte low budget hotel, Zleep Hotel ved Trafikcentret. Han betegner det som en meget følsom proces, men vil ikke udtale sig om detaljer fra forhandlingerne. Direktør for Zleep Hotel, Peter Haaber, oplever tit, at de røde lamper blinker hos investorerene, når der skal laves aftaler om finansiering af nye hoteller. - Der er mange fordomme i Danmark. Det skyldes at der i firserne var mange der brændte fingrene på store dyre hotelprojekter, der kuldsejlede, siger Peter Haaber, der ikke syntes, at forhandlingerne i Hjørring har trukket i langdrag. - Et år er ingenting i den her sammenhæng. I Billund var vores planer fire år undervejs, men nu er hotellet også ved at blive bygget , siger Peter Haaber. Han mener, at der nu er overblik over hvordan driften og belægningen skal være på et kommende hotel i Hjørring. - Nu er det finansieringen det drejer sig om, så bolden ligger ved investorerne. Det er derfor heller ikke overraskende, at det er udenlandske investorer, der står bag det andet hotelprojekt på Femhøje. - I udlandet er investeringsselskaberne meget mere professionelle når det gælder hotelprojekter. De har særlige afdelinger, der kun beskæftiger sig med hoteller, siger Peter Haaber.