Advarselsskilte mod regnskyl
Efter den seneste uges kraftige regn vil Rebild Kommune nu flere steder sætte skilte op, der skal advare mod vand på kørebanen
GRYNDERUP: Den seneste uges kraftige regnskyl har givet Rebild Kommunes center for plan, byg og vej ekstra arbejde.
Hen over weekenden måtte driftsafdelingen rykke ud tre steder i kommunen for at sætte advarselsskilte op om store vandmængder på kørebanen.
Også på Mejlbyvej ved Fyrkilde, og længere nord på ved Aarestrupvej ved Suldrup, gav det kraftige regnskyl i sidste uge store vandmængder på kørebanen i viadukterne under motorvej E45.
- Vi får regnskyl oftere og oftere, og de bliver kraftigere og kraftigere. Så vi er nødt til at finde ud af, hvad vi kan lave af forbedringer. Det kræver en del forarbejde, og vi er nødt til at finde problemerne, før vi kan gøre noget ved det, siger vejingeniør ved Rebild Kommune, Dorte Munk.
Forvaltningen går nu i gang med at skilte på både Mejlbyvej og Aarestrupvej.
- Det ser ud ikke ud til, at vi slipper for kraftigt regnvejr i den nærmeste fremtid, og jorden er ved at være godt mættet. Vi skal selvfølgelig have kigget på brøndene derude, men i første omgang skilter vi, så vi får tid til at finde ud af, hvad der er galt, siger Dorte Munk.
Bilist gik i stå under viadukt
På Grynderupvejen mellem Rørbæk og Nørager er der lige nu problemer med oversvømmelser fire steder på vejens cykelsti. Derudover har der et enkelt sted på strækningen været store mængder vand på kørebanen, fortæller vejingeniør i Rebild Kommune, Lea Liv Pedersen.
- Der er sat advarselsskilte op, men vandet er ikke fjernet helt endnu. Ud fra de billeder jeg har modtaget, kan man godt passere både cykelsti og kørebanen langs Grynderupvejen, men man skal selvfølgelig køre efter forholdene, siger hun.
Cykelstiens nedsivningsgrøfter tager ikke hurtigt nok fra i kraftigt regnvejr.
- Så vi skal have boret og undersøgt, hvad det er for noget jord, vi har der, og hvorfor det ikke synker hurtigere, forklarer Lea Liv Pedersen.
På Mejlbyvej ved Fyrkilde måtte landmand Uffe Wiborg onsdag aften komme en uheldig bilist til hjælps.
- Han var gået i stå i viadukten under motorvejen, og da vi skubbede ham, kom der vand ud af udstødningsrøret. Der lå nok mellem 30 og 40 cm regn. Så han kunne ingen steder komme, fortæller Uffe Wiborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.