EMNER

Advarsler blev overhørt

Ni måneder før dødsuheld drøftede Rebild og Mariagerfjord kommuner løsninger på problematisk kryds - intet skete

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ved ulykken 19. december mistede en 22-årig mand livet. Arkivfoto: Martin Damgård

REBILD/MARIAGERFJORD:Rebild og Mariagerfjord Kommune var allerede i marts 2008 bekendt med, at der skete mange uheld i et T-kryds mellem Solbjerg og Øster Hurup, og man diskuterede også løsninger, men alligevel undlod de to kommuner at gribe ind. Ni måneder senere, 19. december, kørte en 22-årig mand galt i krydset og omkom. Og juleaftensdag kom så reaktionen på den ene side af kommunegrænsen. Mariagerfjord Kommune satte et skilt op som forvarsel til trafikanterne. - Man får jo det indtryk, at der skal lig på bordet, før man kommer ud af busken og gør noget, siger Jan Nielsen, der som nabo til krydset henvendte sig til Mariagerfjord Kommune i marts 2008. Mange uheld Der er sket mange uheld i de otte år, Jan Nielsen har boet i ejendommen på Kærvej. Alle efter samme mønster. Bilisterne overser tilsyneladende, at Kærvej ender og kører direkte over Hurupvej og lander i haven på den modsatte side. I marts 2008 var der sket et nyt uheld, det sjette i de otte år, Jan Nielsen har boet i ejendommen på Kærvej. Det var dråben, der fik ham til at ringe til Mariagerfjord Kommune. Hvem han talte med, husker han ikke. - Men han sagde, at han ville snakke med Rebild Kommune om, hvad de kunne gøre, fortæller Jan Nielsen. Ingen handling Siden hørte han intet, men nu viser det sig, at Jan Nielsen faktisk blev taget alvorligt. De to kommuner kommunikerede indbyrdes pr. mail efter hans henvendelse. - Vi modtog en mail fra Mariagerfjord Kommune med forslag om, at vi satte baggrundsafmærkning op i krydset. Jeg svarede og foreslog, at Mariagerfjord satte et forvarslingsskilt op på Kærvej, fortæller Rebild Kommunes vej- og trafikchef Arne Holm-Hansen. Om nogen af skiltene kunne have forhindret dødsulykken, er uvist, men sikkert er det, at de ikke fik chancen for at gøre det. Ingen af kommunerne foretog sig nemlig noget konkret. - Vi overvejer løbende, om og hvad vi kan gøre for at sikre kryds som det pågældende. Vi havde ikke selv oplysninger, der pegede på, at der skete mange uheld. De uheld, vi kender til, sker på Hurupvej, og det var ikke klart, hvorfor der skulle være problemer med netop det kryds. Der var skilte, der viste til henholdsvis Solbjerg og Øster Hurup, der var en bygning og træer bagved, så det burde være tydeligt for bilisterne, at vejen ikke fortsatte på den anden side, siger Arne Holm-Hansen. Godt nok? Heller ikke i Mariagerfjord Kommune fik krydset høj prioritet. Den medarbejder, der sendte og modtog mail, er i mellemtiden blevet sygemeldt, og lederen af kommunens Park og Trafik-afdeling, Arne Haxholm, er ikke i detaljer bekendt med dialogen. - Jeg var ikke bekendt med de e-mails, du nævner, men ved, at der har været kontakt. At der ikke er sket noget, skyldes nok travlhed. Vi har mange opgaver og projekter, og vi arbejder hele tiden på at gøre det, så godt vi kan, og så hurtigt vi kan. Om det er godt nok? Det kan selvfølgelig altid diskuteres, siger Arne Haxholm. For lang reaktionstid Det er det ikke, slår hans politiske chef fast. Ikke mindst når man er nået så vidt som til at drøfte løsninger: - Der er et problem, og det har man anerkendt. Og når man modtager en seriøs henvendelse fra en borger, og Jan Nielsens henvendelse er absolut seriøs, så er ni-ti måneder en lang reaktionstid. For lang. Det beklager jeg dybt, og jeg må som politisk ansvarlig for området sige, at det ikke er godt nok, siger Preben Christensen (S), formand for teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord. Han vil nu drøfte forløbet i udvalget og sammen med forvaltningen. - Så vi kan gøre det bedre fremover, siger Preben Christensen.