Advarslerne om 15-årig blev overhørt

Skoleinspektør og byrådsmedlem i ordkrig efter drabssagen fra Aalborg Stadion.

Den 16-årige tiltalte for stadiondrabet er kendt skyldig i vold med døden til følge og ikke drab. Arkivfoto

Den 16-årige tiltalte for stadiondrabet er kendt skyldig i vold med døden til følge og ikke drab. Arkivfoto

- Vi har dette efterår set et tragisk eksempel på, hvad der kan ske, når pædagogers og læreres advarsler og underretninger ikke tages alvorligt nok. Sådan skrev Sven Løntoft, der er inspektør på Højvangsskolen i Svenstrup. Her var en nu drabssigtet 15-årig dreng elev indtil kort før drabet på den 48-årige musiklærer Henrik Bjerremand Kristensen ved Aalborg Stadion lørdag den 27. oktober i år. Men den kritik burde aldrig være kommet frem. Det mener i hvert fald det socialdemokratiske byrådsmedlem Helle Frederiksen, der i et læserbrev i dagens avis kalder Sven Lønlofts udtalelse for bekymrende. - Han mener tilsyneladende, at stadionmordet kunne være undgået, hvis bare læreres og pædagogers underretninger var blevet taget mere alvorligt. Magen til ansvarsforflygtigelse skal man lede længe efter, skriver Helle Frederiksen, der også har plads i socialudvalget i Aalborg. Hun anklager også Sven Løntoft for mudderkastning og for at kaste ansvaret fra sig og skynde sig at give andre skylden. - Selvfølgelig står jeg ved mine ord. Jeg har jo selv skrevet dem. Men jeg kan ikke se, at det skulle være mudderkastning eller ansvarsforflygtigelse. Når noget så tragisk sker så er det klart, at man er nødt til at evaluere indsatsen. Det har vi også gjort her på skolen, og det gør de også på skoleforvaltningen, siger Sven Løntoft. Højvangsskolen har været hårdt ramt af den tragiske sag, for også ofret var tilknyttet skolen som musiklærer via Aalborg Musikskole. De to kendte dog ikke hinanden. anders.soenderup@nordjyske.dk

Forsiden