Advokatvirksomhed

Advokat: Annonce for advokater er ulovlig

I strid med loven - og forargelig, lyder reaktionen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Preben Bang Henriksen: Det er ulovligt og forargeligt.

Under overskriften "Er din mand dig utro?" har et advokatfirma kaldet Adelfeldt & Schmidt indrykket annoncer i aviser landet over. Her lover firmaet gratis privatdetektiver, ekstra økonomisk udbytte og næsten-garanti for at få børnene ved skilsmisse. Men annoncen er falsk, og advokatfirmaet eksisterer ikke. Annoncen er en utraditionel og provokerende markedsføringskampagne, som Danske Familieadvokater står bag. Ifølge foreningen skal annoncen følges op af en mere seriøs kampagne, der skal sætte fokus på nødvendigheden af at have en advokat ved sin side i forbindelse med skilsmisse. Advokatrådet, der repræsenterer 5000 danske advokater, tager imidlertid stærkt afstand fra annoncen. - Den kan virke anstødelig og er i strid med god advokatskik, siger formand for Advokatrådet, Søren Jenstrup. Advokat Preben Bang Henriksen, advokatfirmaet Bang Henriksen og Muurholm i Aalborg, går skridtet videre. - Helt basalt er det ulovligt og i strid med markedsføringslovens paragraf 3 og strafbart ifølge paragraf 30. Derudover er det forargeligt, at advokater narrer helt almindelige mennesker til at slå op på hjemmesider og ringe til ikke-eksisterende advokater.