Advokat: Embedsmænd har smølet med Rwanda-sag
Tidligere skoleinspektør stritter imod udlevering til sag om folkedrab. Tror ikke på fair retssag.
Advokat: Embedsmænd har smølet med Rwanda-sag
Den tidligere skoleinspektør fra Rwanda vil ikke frivilligt lade sig udlevere til hjemlandet i sagen om folkedrab.
- Han protesterer, og jeg begærer nu sagen indbragt for retten, siger den 50-åriges forsvarer, advokat Bjørn Elmquist.
Det vil sige, at en domstol nu skal afgøre, om Justitsministeriets afgørelse om udlevering er i orden.
I forvejen var der egentlig planlagt en straffesag mod rwanderen ved Retten i Roskilde.
Her skulle et nævningeting i løbet af efteråret have hørt omkring 50 vidner i sagen om de påståede forbrydelser under folkedrabet mod tutsierne i Rwanda i 1994.
Men hvis Justitsministeriets beslutning får lov at stå ved magt, skal sagen altså gennemføres i Rwanda.
- Vi tror ikke, at der er tilstrækkeligt betryggende retssikkerhedsmæssige forhold i Rwanda, siger Bjørn Elmquist om begrundelsen mod protesten.
Hans klient nægter sig skyldig.
- Justitsministeriet har udvist en fuldstændig uacceptabel langsommelighed, siger advokaten.
Han henviser til, at Rwanda sendte anmodningen om udlevering i slutningen af februar. Og herefter har embedsmændene altså brugt fire måneder på at træffe afgørelsen.
Advokaten forventer, at Retten i Roskilde i september eller oktober kan tage stilling til, om ministeriets beslutning er i orden.
Domstolene er i enkelte tilfælde kritiske over for Justitsministeriet. Det så man for eksempel i sagen om udlevering af Niels Holck til Indien i en sag om nedkastning af våben.
Her mente landsretten, at udlevering ikke måtte ske på grund af de forhold, som Niels Holck ville blive budt i det indiske fængsel.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.