Advokat får kæmpebøde for dårlig skik i arbejdet

Advokatnævnet giver advokat Hans Boserup lov til at fortsætte som advokat. Men han skal betale 100.000 kroner.

Advokat får kæmpebøde for dårlig skik i arbejdet

Advokatnævnet har pålagt advokat Hans Boserup fra Sønderborg en kæmpebøde for at tilsidesætte god advokatskik.

Advokaten slipper for at blive frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed, men han skal betale en bøde på 100.000 kroner, har det kollegiale nævn besluttet.

Bøden er ekstra stor, fordi det ikke er første gang, at Boserup straffes for at tilsidesætte god advokatskik. Så sent som i 2011 idømte Højesteret ham en bøde på 50.000 kroner.

Nu har Advokatnævnet afgjort to klagesager, og i begge går afgørelserne Hans Boserup imod.

I den ene af sagerne havde en klient klaget over advokatens salær og adfærd ved behandlingen af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til klienten.

Klienten mente, at advokaten var gået videre i retssystemet med hendes sag end aftalt, og at hans salær derfor var blevet omkring 50.000 kroner for højt.

I den anden sag mente en klager, der er ministerielt ansat, at advokaten stod bag en trussel om at rejse et personligt erstatningskrav mod vedkommende, noget som ministeriet opfattede som et forsøg på chikane.

Hans Boserup har under sagens behandling henvist til, at brevet er skrevet af hans klient. Men det har Advokatnævnet ikke taget for gode varer, idet klienten efter det oplyste aldrig har gået i skole.

Nævnets afgørelse af de to klager er faldet efter to møder, hvor advokaten selv har været til stede. Han har blandt andet henvist til advokaters ytringsfrihed.

I afgørelsen hæfter Advokatnævnet sig ved, at Hans Boserup adskillige gange tidligere har fået bøder for at overtræde god advokatskik.

I 2011 idømte Højesteret ham en bøde for at modarbejde en kommunes undersøgelse af et barn og for at indgive grundløs anmeldelse mod en medarbejder i kommunen og lederen af den institution, som barnet opholdt sig på.

Endelig havde han ifølge retten forplumret oplysninger om, hvad en klient skyldte ham i salær for en asylsag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.