Advokat gik på kasino for misbrugte børns penge

Mellem fire og seks millioner kroner fra klienters konti er spillet væk

Arkivfoto
Odense 3. juli 2015 16:46

ODENSE: En advokat fra Odense har trukket flere millioner kroner ud af dødsboer og kontoer, som indeholdt erstatninger til misbrugte børn. De mellem fire og seks millioner kroner er hovedsageligt blevet brugt på kasino og derudover til at dække for en virksomhed i krise.

En 56-årig advokat fra Odense mødte fredag eftermiddag op til grundlovsforhør og gav sin forklaring af, hvordan han i løbet af en periode på et par år har begået underslæb for mellem fire og seks millioner kroner.

Manden mødte fredag formiddag klokken 9 selv op hos politiet i Odense, hvor han tilstod den massive svindel med penge, der hovedsageligt kom fra en række dødsboer og en konto med penge, der skulle være givet til fem mindreårige børn, som han havde været bistandsadvokat for. Det skriver Fyens.dk.

De fem børn skulle have haft 20.000 kroner hver i erstatning, men de penge har advokaten ført over til en anden konto, hvorfra han har hævet pengene i banken.

- Jeg har været under pres i otte år. Lige pludseligt slog min sunde fornuft fra, sagde advokaten, der nu selv sad på anklagebænken.

Ikke ludoman

Herfra fortalte han, hvordan han spillede store pengebeløb op på kasino.

- Jeg er ikke ludoman. Jeg er gået på kasino for at vinde pengene tilbage. Jeg ved godt, at man skal være hjernelam. Men det har jeg så været, sagde han i følge Fyens.dk.

Han har ikke selv det fulde overblik over, hvor mange penge han har flyttet fra sine klienters konto og over på sin egen, men vurderer, at det er mellem fire og seks millioner kroner.

Bare fra et enkelt dødsbo har han hævet 3,5 millioner kroner.

Fordi manden erkendte fuldt ud og har tilbudt politiet at fremskaffe de sidste bilag, hvor man præcis vil kunne se, hvor mange penge han har stjålet, valgte dommeren ikke at varetægtsfængsle ham inden en kommende retssag. Og anklager Doris Jensen valgte ikke at anke den beslutning til landsretten.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...