Advokat: - Jeg er ikke overrasket

Statsadvokatens afgørelse kommer ikke bag på forstander Søren Virenfeldts advokat Henrik Garlik

Arkivfoto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

FARSØ:- Det var ærlig talt, hvad jeg havde forventet. Jeg har svært ved at se, hvad anklagemyndigheden skulle kunne være kommet med af nyt i landsretten.

Advokat Henrik Garlik fra Viborg, der har repræsenteret Solhavens forstander Søren Virenfeldt under den langvarige retssag, er ikke overrasket over, at Statsadvokaten i Viborg onsdag besluttede ikke at anke Solhaven-sagen. Her blev 12 mænd fra opholdsstedet i Farsø 28. januar af retten i Aalborg frikendt for vold mod en række unge, der var anbragt på opholdsstedet i Farsø.

Den afgørelse vil statsadvokaten ikke have prøvet af ved landsretten, og dermed bliver byrettens dom den endelig. Den frifandt de 12 mænd for samtlige anklager om mishandling, ulovlig tvang og vold mod anbragte unge fra opholdsstedet. Dommen i byretten var meget klar.

Stærk sag

Henrik Garlik siger til NORDJYSKE Medier, at han på et tidligt tidspunkt under retssagen havde en meget klar fornemmelse af, at han stod med en meget stærk sag, der ville føre mod frifindelse af Søren Virenfeldt.

- Undervejs kom det jo f.eks. frem, at et vidne var klar til at give en mere negativ udlægning af sagen mod penge, påpeger Henrik Garlik, der længe har haft en opfattelse af, at anklagemyndigheden var ”på retræte” som han udtrykker det.

Millionerstatning

Henrik Garlik vurderer at han har brugt omkring et årsværk på retssagen, siden den startede i august 2013, og han lægger ikke skjul på, at han sammen med Søren Virenfeldt lægger an til et erstatningskrav i millionklassen.

- Det bliver et meget kompliceret regnestykke, hvor en række juridiske forhold kommer til at spille ind. Solhaven var jo en selvejende institution, hvor Søren Virenfeldt var ansat om fik omkring 50.000 kr. om måneden i løn. Men samtidig ejede han jo bygningerne.

- Samtidig spiller det også ind, at Solhaven gik konkurs.

Tavs Virenfeldt

- Der er rigtig mange aspekter i det, som revisorerne må regne på, siger Henrik Garlik.

Sagen hovedperson, Søren Virenfeldt siger, at han naturligvis er meget tilfreds med statsadvokatens afgørelse, men ønsker derudover ikke at tale med NORDJYSKE Medier.

- Der er forskel på den måde, medierne har behandlet den her sag på - og NORDJYSKE Medier er et af de medier, jeg ikke gider snakke med, siger Søren Virenfeldt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.