Retspleje

Advokat: Knivjagt krænker borgerne

Lene Espersen vil give politiet lov til at ransage enhver på gaden - jurist rystet over forslag

NORDJYLLAND: Justitsminister Lene Espersen (K) vil give politiet mulighed for at visitere enhver på gaden med henblik på at beslaglægge eventuelle forbudte knive. En fremtrædende nordjysk jurist, forsvarsadvokaten Niels Fjeldberg, Hjørring, som også har en fortid som anklager, er lamslået. Han mener, at Danmark dermed kommer i samme tilstand, som man før 1989 havde i lande, som vi meget nødigt ville sammenlignes med. I regeringens handleplan, som blev præsenteret i onsdags, er der en ganske kort paragraf om, at det skal være helt forbudt at bære kniv af enhver art på offentlige steder. Det betyder, at man må lade sin almindelige lille foldekniv eller den populære schweizerkniv blive hjemme. Men Lene Espersen mener, at det er den mindst interessante del af en tredelt lovpakke om emnet, som hun vil præsentere i den førstkommende folketingssamling. - Regeringen vil foreslå, at Retsplejeloven ændres, så en politipatrulje får mulighed for f.eks. at gå hen til de ventende udenfor et diskotek i Jomfru Ane Gade og pille nogen ud af køen: Du dér, og du og du derhenne, vil I lige vende lommerne. Hvis der er knive, står de til straf, og finder man f.eks. ecstacy, kan det ses som en velkommen sidegevinst. Justitsministeren understreger, at efter lovændringen behøver politiet ikke, som nu, at have nogen konkret mistanke for at ransage en person, og skulle undersøgelsen vise sig resultatløs, vanker der ingen erstatning. - Jeg betragter det som et meget lille indgreb, siger hun. Det gør Niels Fjeldberg ikke. - Der er simpelthen tale om en krænkelse af den personlige frihed, som vi ellers ikke ser i vestlige demokratier. Det lyder helt fantastisk. Jeg har svært ved at forstå, hvorledes en borgerlig-liberal regering kan stå bag sådan noget, siger Niels Fjeldberg. Advokaten mener ikke alene, at politiets nye beføjelse indebærer en alvorlig krænkelse af retssikkerheden, men også, at knivforbuddet som sådan er meningsløst. - Hvor farlig er en lille foldekniv overhovedet i forhold til f.eks. en stor og helt lovlig skruetrækker, som også kan bruges som stikvåben, hvis det skulle være? - Dette her er ikke bare et skråplan... de må have spist søm! Tema 1. sektion side 4