Advokatvirksomhed

Advokat: Løsladelse af udvalgte EU-fanger ikke tilfældig

London, fredag /ritzau/ Efter vedvarende pres fra EU-regeringer og menneskeretsgrupper er USA omsider begyndt at løslade en række af de i alt 21 EU-borgere, der i to år har siddet interneret på den amerikanske Guantánamo-base i Cuba. At det netop er fanger fra Spanien, Storbritannien og Danmark, der er blevet håndplukket til hjemsendelse, er ikke noget tilfælde, mener en centralt placeret britisk advokat. - Det, som Storbritannien, Spanien og Danmark har til fælles, er, at de alle er medlemmer af den amerikanskledede koalition i Irak. Det er Frankrig, Sverige og Belgien derimod ikke, siger Stephen Jakobi, der af Europa-Parlamentet er blevet udpeget som rådgiver for de europæiske internerede på Guantánamobasen. - Dette er præsident Bush's måde at splitte EU på. Han belønner sine venner og tilkendegiver, hvad han mener om de andre, siger den britiske advokat. Sidste fredag blev den fange, som Spanien har haft siddende på Guantánamo, løsladt. Torsdag kunne Danmark så meddele, at den danske fange står umiddelbart foran at blive løsladt. Og senere samme dag afslørede Storbritannien så, at fem af de ni britiske fanger "inden for de næste få uger" vil blive hjemsendt. De resterende fire britiske fanger er ifølge en udtalelse fra præsident George W. Bush så belastede, at de bør stilles for en militærdomstol. Tilbage på den amerikanske base på Cuba sidder yderligere 10 fanger med EU-statsborgerskab - nemlig syv franskmænd, to belgiere og en enkelt svensker. Jakobi har de seneste måneder nøje fulgt de løsladelsesforhandlinger, som USA har ført med Storbritannien, Frankrig, Spanien, Sverige og Danmark. På et spørgsmål om, hvornår man så kan tænke sig, at de sidste EU-fanger på Guantánamo-basen bliver løsladt, griner den britiske advokat. - Måske en gang efter Bush' genvalg, siger han. /ritzau/