Retspleje

Advokat må drøfte bevis- materiale med klient

KØBENHAVN:Der er grænser for, hvornår politiet kan gå ind og forbyde en forsvarer at drøfte bevismaterialet med sin klient. Det er Retten i Ballerup, der har givet advokat Jane Ranum medhold i, at anklagerens ønske om fuldstændigt at forbyde hende at drøfte sagen med den sigtede var for omfattende. Politiets ønske blev rejst på baggrund af en ny strammere lovgivning, der skal gøre det muligt for politiet at rejse sager, uden at de mistænkte i løbet af efterforskningen får kendskab til det materiale, der er indsamlet. Jane Ranum protesterede over, at politiet uden at give konkrete begrundelser ville forbyde hende at drøfte alt materialet i sagen med sin klient, der er sigtet, men på fri fod i en narkosag. - Der siger retten i Ballerup så, at man kan ikke give et generelt pålæg om, at alt materialet skal være undtaget, når der er tale om et omfattende materiale, og man samtidig afvejer sagens alvor mod klientens interesse i at kende til den, siger hun. Spørgsmålet skulle have været prøvet ved Østre Landsret i næste uge, men anklagemyndigheden har netop valgt at trække kæremålet tilbage. I stedet vil man gå tilbage til Retten i Ballerup for at få et forbud mod udvalgte dele af efterforskningsmaterialet. /ritzau/