Advokat om Tibetsagen: To bønder ofres på skakbrættet

Et fundamentalt princip blev tilsidesat, da to politiledere blev afhørt i byretten, mener advokat Torben Koch.

Ritzau
Vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé vil blive frifundet i sagen, hvor de tiltales for at have løjet for retten. Det vurderer den erfarne advokat Torben Koch. Foto: Scanpix/Jeppe Michael Jensen/arkiv
Kriminalitet 1. maj 2018 15:45 - Opdateret 1. maj 2018 16:34

Set i det store lys har anklagemyndigheden i Tibetsagen besluttet at "ofre to bønder på skakbrættet". Men straffesagen mod to politifolk for at lyve i retten vil ende med en frifindelse.

Sådan lyder vurderingen fra advokat Torben Koch, der i mange år har beskæftiget sig med at bistå og forsvare medlemmer af Politiforbundet.

I forbindelse med Tibetsagen har Koch været bisidder for de to nu tiltaltes overordnede, politiinspektør Mogens Lauridsen, der ikke stilles for retten.

De to er henholdsvis vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé.

Straffesagen drejer sig om, at de i august 2013 skal have løjet for en dommer i Københavns Byret om Tibetsagen. Det skete i en sag, som seks borgere havde anlagt mod politiet.

- I den forbindelse blev et helt fundamentalt princip i strafferetsplejen tilsidesat, mener Torben Koch.

- Lad os et øjeblik antage, at de var klar over, at de afgav falsk forklaring, da de skulle vidne i retten. Hvis det var tilfældet, burde de have været rådgivet om, at de kunne nægte at udtale sig, fordi der er et forbud mod, at folk inkriminerer sig selv, siger Koch.

- De har ikke fået den rigtige rådgivning. Men man kan ikke bebrejde retsformanden eller andre for, at de ikke blev rådgivet, siger han.

Desuden vurderer Torben Koch, at Statsadvokaten i København har stået med politisk varm kartoffel, og at det har haft indflydelse på beslutningen om at rejse tiltale. Han forudser, at de to, der nægter sig skyldige, vil blive frifundet.

- De har ikke haft forsæt til at afgive falsk forklaring, mener advokaten.

Han lægger vægt på konklusionen fra Tibetkommissionen i december: Politiets "klart ulovlige ordrer" om indgreb mod folk på gaden med Tibets flag kan forklares med den særlige stemning, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt. Under statsbesøget af Kinas præsident skulle der indgås handelsaftaler om op til 20 milliarder kroner, fik politiet at vide.

- De to uhyre kompetente politifolk på gulvet effektuerer, hvad der forventes af dem. Nemlig at sørge for, at kineserne ikke taber ansigt. Og for at få fred og ro har man nu besluttet at ofre to bønder på skakbrættet, mener advokat Torben Koch.

Hvornår byretten kan behandle sagen, er tirsdag ikke afklaret.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...