Advokat: Ulovlig metode i dansk våbensag

Agentaktion om våben i København foregik ikke efter bogen. Derfor nægter 47-årig svensker at lade sig udlevere

Advokat: Ulovlig metode i dansk våbensag

En af de svenske mænd, der forleden blev varetægtsfængslet i forbindelse med en våbensag i København, nægter at lade sig udlevere til Danmark.

Han hævder, at han er blevet lokket af politiet til at begå lovovertrædelsen, og dermed strider efterforskningen imod svenske regler.

Det oplyser den 47-åriges mands forsvarer i Stockholm, advokat Lars Ahlstedt.

- Vi mener, at der er foregået en provokation i denne sag. Det er grunden til, at vi modsætter os en udlevering, siger han til Ritzau.

Den 47-årige sigtes af dansk politi for sidste år at have bragt tunge våben til Danmark.

På en parkeringsplads ved Rødovre Centrum tog en agent fra Politiets Efterretningstjeneste 7. april imod et raketstyr og en AK 47-riffel.

Agenten spillede skuespil. Han skulle forestille at stå i ledtog med sydamerikanere, der havde forhandlet med svenskeren Paul Mardirossian, med øgenavnet Hingsten, om at bytte kokain for våben.

Og leverancen af de to våben i København var angiveligt arrangeret af netop Mardirossian.

Men de sydamerikanere, som Hingsten havde forhandlet med i flere måneder, arbejdede i virkeligheden for det amerikanske narkopoliti Drug Enforcement Administration.

Undervejs i et langvarigt forløb sagde de, at de repræsenterede den colombianske oprørsbevægelse Farc.

En tidligere landsdommer og forfatter til juridiske lærebøger, Jørgen Jochimsen, har for Ritzau studeret oplysninger i det amerikanske anklageskrift mod Mardirossian og indholdet af en dansk politirapport.

På den baggrund vurderer han, at den amerikanske efterforskning formentlig er ulovlig efter danske regler. Det skyldes, at forbrydelsens omfang og grovhed blev forøget.

- Jeg mener fortsat, at danske myndigheder ikke bør medvirke til en agentaktion, der er ulovlig efter danske regler, siger Jørgen Jochimsen.

Han har en anden vurdering end den byretsdommer, som godkendte PET-agentens optræden. Københavns Politi har afvist den tidligere landsdommers kritik.

I Stockholm vil den 47-åriges forsvarer Lars Ahlstedt ikke gå i detaljer med sin protest. Det skyldes, at sagen har været behandlet bag lukkede døre.

/ritzau/