Advokater: Dom får betydning for danske soldater i udlandet

Glæde og tilfredshed hos to advokater, der førte retssagen om operation Green Desert i Irak i 2004.

Dommen i sagen om operation Green Desert kan påvirke, hvordan danske soldater fremover agerer under operationer i udlandet.

Det siger advokaterne Christian Harlang og Christian F. Jensen fredag efter afgørelsen i Østre Landsret.

18 irakere er blevet tilkendt en godtgørelse på 30.000 kroner hver. Dansk militær var medansvarlig for, at de hos irakiske myndigheder blev slået og sparket, mener landsretten.

Dommen er "vigtig som retningslinje for dansk militær i fremtiden, når man deltager i militære aktioner", siger de to advokater, der har ført sagen for irakerne.

- Det er vores klienters og vores håb, at afgørelsen i dag vil bevirke, at dansk militær i fremtiden sørger for, at lignende inhumane behandlinger bliver undgået, siger advokat Christian Harlang.

- Det er vigtigt for Danmark i fremtiden, at der er markeret mulighed for, at dansk militær kan gøres ansvarligt. Det er meget, meget vigtigt.

Kollegaen Christian F. Jensen fremhæver desuden dommens betydning for den enkelte sagsøger.

- Det er en ekstremt vigtig og en ekstremt stor sejr for de mennesker, som har fået anerkendt, at de været udsat for inhuman behandling under danske styrkers ansvar, siger advokaten.

I alt 23 irakere havde anlagt sagen mod Forsvarsministeriet, på grund af hvad der overgik dem under og især efter operation Green Desert i november 2004 i det sydlige Irak.

Dansk militær støttede sammen med britiske soldater lokale myndigheders operation i byen Az Zubayr. I alt cirka 1000 soldater rykkede ud. Heraf var 350 danske.

De danske soldater udsatte ikke selv nogen af de pågrebne for overgreb, konkluderes det i dommen.

Men danskerne burde vide, at der var en reel risiko for, at de tilbageholdte ville blive udsat for inhuman behandling af lokale myndigheder, slår landsretten fast.

- Der var helt uomtvisteligt ond tro hos Forsvarsministeriet. Man vidste fra top til bund, at der var en reel risiko for, at de her fanger ville blive udsat for inhuman behandling, siger advokat Christian F. Jensen.

Forsvarsministeriet har fredag eftermiddag oplyst, at dommen ankes til Højesteret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.