Advokatvirksomhed

Advokater i den sorte bog

KØBENHAVN:Advokater skal være varsomme med at melde modparten i en retssag til politiet. Det koster Roskilde-advokaten Finn Sandgaard en bøde på 10.000 kroner. Det er branchens disciplinære myndighed, Advokatnævnet, der offentliggør sagen. Sandgaard var advokat for et firma, der havde en lønstrid med en tidligere ansat. Advokatnævnet mener, at Sandgaard gik videre, end han havde behøvet for at varetage sin klients interesser. Også to advokater fra København skal til lommerne. John Neumann skal betale 10.000 kroner, fordi han var for lang tid om at behandle et dødsbo. Og Georg H. Meyer skal betale det samme, fordi han nærmest var utilnærmelig, da han skulle hjælpe med at omdanne andelsboliger til ejerlejligheder. /ritzau/