Advokater kræver forsøg med peberspray stoppet

grafik

grafik

København: Justitsminister Brian Mikkelsens forslag om at indføre en et-årig forsøgsordning med peberspray i de danske fængsler får en kold skulder fra Landsforeningen af Beskikkede Advokater. Og det er især erfaringerne fra politiets brug af peberspray, der skræmmer, fremgår det af et høringssvar fra Landsforeningen til Folketingets Retsudvalg. Heri minder advokaterne om, at landets betjente trak peberdåsen 1111 gange på 10 måneder, og at den i 10 procent af tilfældene - præcis 117 gange - sprøjtede det ultrakomprimeret peber i øjnene på folk, der ydede såkaldt "passiv modstand". - Efter foreningens opfattelse er der ikke overbevisende argumenter for at eskalere trusselsniveauet over for de indsatte ved, at Kriminalforsorgens ansatte udstyres med peberspray, hedder det i høringssvaret. En nyligt offentliggjort undersøgelse fra Kriminalforsorgen viste, at godt 10 procent af de ansatte i fængslerne sidste år følte sig udsat for vold. I forvejen har landets fængselsbetjente stav, skjold og tåregas som en del af sikkerhedsudrustningen. Ifølge justitsministeriet blev der anvendt magt 199 gange inden for fængselsmurene i løbet af 2007. Ingen af gangene blev der brugt tåregas, mens stav og skjold blev anvendt i tilsammen 20 tilfælde. Justitsministeren kalder i begrundelserne for lovforslaget politiets erfaringer med peberspray for "gode". - Brug af peberspray kan således medvirke til at begrænse anvendelsen af andre mere indgribende magtmidler, lyder begrundelsen fra justitsministeren. På linje med stav og skjold Samme begrundelse kommer fra Dansk Fængselsforbund. - Det er en god idé med peberspray, men det er helt åbenlyst, at det ikke skal bruges mod de indsatte, fordi de eksempelvis ikke gør, som vi siger. Det er et magtmiddel på linje med stav og skjold, lyder det fra forbundsformand, Kim Østerbye. Han oplyser, at landets fængselsbetjente sammenlagt modtager fem dages undervisning i konflikthåndtering, men han frygter ikke, at det vil medføre overdrevent brug af peberspray inden for fængselsmurene. - Det er jeg ikke nervøs for. For det første taler erfaringerne ikke for, at vores medlemmer bruger magtmidler, og det for andet går jeg da ud fra, at de ansatte på forsøgsinstitutionerne vil modtage undervisning i brug af peberspray, siger han. /ritzau/