Advokater kritiserer dørlukning i stor svindelsag

Pressen bør få indblik i kritik af politiets efterforskning i sag, hvor 11 mænd er fængslet, mener advokat.

Ritzau
Københavns Byret har torsdag igen retsmøde om stor svindelsag. Som alle de foregående gange beslutter dommer at lukke dørene af hensyn til politiets fortsatte efterforskning. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 31. maj 2018 11:57 - Opdateret 31. maj 2018 16:30

En sag om svindel med moms og kildeskat for flere hundrede millioner kroner tåler fortsat ikke åbenhed.


Det mener en dommer i Københavns Byret, der onsdag igen har besluttet at lukke dørene til et retsmøde, som drejer sig om fortsat varetægtsfængsling af de 11 mænd.
I retsmødet beder fem forsvarere om åbne døre, men forgæves.
Lukketheden betyder blandt andet, at pressen hindres i at fortælle offentligheden om kritik af politiets efterforskning, lyder det fra advokat Niels Ulrik Heine.
- Vederhæftigheden af politiets arbejde har været til debat, og det burde pressen få indblik i, siger han og taler om en "underlig skjult efterforskning".
En anden forsvarer, advokat Jakob Arrevad, taler om hensynet til de fængsledes pårørende.
- Jeg bliver ringet op af min klients hustru, men jeg må ikke sige, hvorfor han er fængslet. Det er helt ude af proportioner, siger Arrevad.
Han peger på forskelsbehandling i retssystemet og nævner en aktuel sag. Onsdag blev en tidligere direktør i et datterselskab i OW Bunker-koncernen i Aalborg dømt for at have påført selskabet et tab på godt 500 millioner kroner.
- I den sag var der ingen varetægtsfængsling, bemærker Jakob Arrevad.
I den aktuelle sag i København har de 11 derimod været fængslet siden midten af oktober.
En stribe selskaber indenfor transport, rengøring og andre områder har været benyttet af mændene, som ifølge en politiinspektør har udgjort "et kriminelt netværk". 32 ejendomme blev beslaglagt ved en stor politiaktion i København, Østjylland og på Lolland.
Til dommeren siger senioranklager Pernille Søberg, at åbne døre kan ødelægge efterforskningen, fordi der er sigtede medgerningsmænd på fri fod, og fordi der fortsat er en omfattende efterforskning i gang.
Blandt de 11 er der tætte familiemæssige og erhvervsmæssige relationer, og sagen drejer sig om momssvig og kildeskattesvig for "flere hundrede millioner kroner", lyder det fra anklageren.
Forsvarerne beder om, at dommer Mette Undall-Behrend angiver mere konkrete grunde til dørlukning, men ønsket efterkommes ikke.
Til retsmødet er flere familiemedlemmer til de fængslede mødt op. På grund af dødsfald i familien er der ønske om, at tilhørerne sammen med de fængslede får mulighed for en fælles stille bøn i to minutter.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...