Advokaterne får nye etiske regler

KØBENHAVN:Advokatrådet har vedtaget nye etiske regler om interessekonflikter. Med de nye regler mener formanden for Advokatrådet Sys Rovsing Koch, at advokater og klienter bedre kan finde et fælles fodslag. - Vi har skabt nogle fremtidssikrede regler om interessekonflikter, som er lettere for både advokater og klienter at forstå, siger Sys Rovsing Koch. De nye etiske regler pålægger advokatfirmaer at have en fast procedure, når de opretter nye klienter, så man undgår at to konkurrenter repræsenteres af samme firma - som det tidligere er set i forbindelse med en sag mellem Elsam og Dong. - Vi pålægger alle advokatvirksomheder at have en politik på området, så de kan identificere interessekonflikter på et tidligere tidspunkt. På den måde bliver firmaerne opmærksomme på at træde ud af sagerne, før advokaterne er kommet for langt ind i dem, siger Advokatrådets formand. Krænker et firma de etiske regler, kan straffen blive en bøde. Sys Rovsing Koch er overbevist om, at det ikke kun er Advokatrådet, som finder de nye regler relevante. - Jeg tror også, at markedet har den holdning. Klienterne ønsker jo ikke, at deres viden bliver brugt til fordel for en konkurrent. Så der ligger et pres både indefra og udefra, siger Sys Rovsing Koch. Baggrunden for de nye regler er hverken en bestemt sag eller dårligere moral blandt advokaterne. Sys Rovsing Koch betegner de nye regler som et produkt af den skærpede fokus, der generelt har været på etiske regelsæt. Hun mener også, at de nye regler kan være med til at opertholde advokaternes troværdighed. Advokatrådet har også vedtaget en ny etisk regel om prisoplysning, som forpligter advokaten til at fortælle klienten om advokatens bistand og størrelsen af honorar. Baggrunden for den regel er blandt andet, at Advokatrådet fra undersøgelser har oplevet, at usikkerhed omkring ydelse og pris kan afholde private fra at gå til advokat. - Borgerne bliver mere og mere bevidste, og derfor vil vi i stigende grad opleve krav om bedre oplysning omkring pris og ydelse. En advokatydelse kan ofte være svær at gennemskue for andre end advokater, og vi vil godt hjælpe vores klienter til en bedre forståelse. Det tror vi kommer både klienten og advokaten til gode, siger Sys Rovsing Koch. Rådet har arbejdet med reglerne i et års tid, og de træder i kraft 1. maj 2005. /ritzau/