Advokatvirksomhed

Advokatfejl koster formue

VIBORG:En fejl fra en østjysk advokat har kostet en østjysk kvinde en formue. Kvindens advokat havde nemlig glemt udtrykkeligt at spørge TopDanmarks Autoskade-afdeling om en accept af, at forældelsesfristen på fem år kunne suspenderes i en erstatningssag, som kvinden havde kørende mod TopDanmark. Han mente, at da han havde fået selskabets Retshjælps-afdeling til at betale for en genåbning af sagen, så havde han også Autoskade-afdelingens godkendelse af, at sagen var genåbnet. Men nu har Vestre Landsret afgjort, at afgørelsen fra Retshjælps-afdelingen ikke skal binde Autoskade-afdelingen, og at sagen er forældet. Dermed mister kvinden den erstatning på 334.000 kroner, som hun havde krav på, og hun skal desuden betale 52.000 kroner i sagsomkostninger til TopDanmark. Til gengæld skal TopDanmarks Retshjælpsforsikring betale advokaten de 22.000 kroner, han havde krævet i salær for at få sagen prøvet igen hos Arbejdsskadestyrelsen. /ritzau/