Æbleformet mave kan give tyktarmskræft

Bestemt fedtfordeling øger risikoen for diabetes og hjerte/karsygdomme - men også for at få tyktarmskræft

Det har længe været en gåde, hvorfor overvægtige mænd - i modsætning til overvægtige kvinder - har en øget risiko for at udvikle tyktarmskræft. Nu viser en ny fælleseuropæisk undersøgelse, at det tilsyneladende ikke er overvægten i sig selv, men især fedtets placering, der er afgørende. De kvinder, som har en mandlig fedtfordeling (æblefacon) har op til 50 procent øget risiko for at udvikle tyktarmskræft. De æbleformede kvinder kommer således op på det samme risikoniveau, som overvægtige mænd, hvor det overskydende fedt typisk sætter sig på maven, skriver Berlingske Tidende. Ernæringskandidat ph.d. Jytte Halkjær fra Kræftens Bekæmpelse, som har været med til at levere det danske bidrag til undersøgelsen, fortæller, at det stort set kun er mænd og kvinder med æblefacon, der har en forøget kræftrisiko. - Den form for fedme, der sætter sig på hofter, balder og lår - den pæreformede, som hovedsageligt ses hos kvinder - øger derimod ikke risikoen væsentligt, fortæller Jytte Halkjær. Forskerne har fulgt 368.277 europæiske borgere - heraf godt 57.000 danskere - i op til seks år, hvor 984 udviklede tyktarmskræft. Samtlige deltagere fik taget forskellige kropsmål som body mass index (BMI) og forholdet mellem talje- og hoftemål - det såkaldte talje/hofte ratio. Det viste sig her, at kvinder med meget fedt på maven havde en 52 procent højere risiko for at udvikle tyktarmskræft sammenlignet med kvinder uden overskydende fedt på maven. De mænd som havde meget fedt på maven havde 51 procent øget risiko for at udvikle tyktarmskræft sammenlignet med mænd uden overskydende fedt på maven. Når æblefaconen er så sundhedsskadelig, skyldes det, at det fedt, der sidder mellem tarmene, påvirker både lever og stofskifte. Samtidig foregår der en større hormonel aktivitet i mavefedtet. Det skønnes, at 28 procent af al tyktarmskræft hos mænd og 14 procent hos kvinder, skyldes overvægt. Ca. 2500 danskere, lige mange mænd og kvinder, rammes hvert år af tyktarmskræft./ritzau/