EMNER

Æbler og politik

Ritt Bjerregaard kan stadig blive vred

Hvis Ritt Bjerregaard var et varemærke, så ville hun være helt oppe i samme klasse som LEGO og ECCO. Der er yderst få danskere, der ikke får et klart indre billede af en slank, smilende og solbrændt kvinde med knold i nakken, når navnet Ritt Bjerregaard dukker op. Torsdag fik et par hundrede venner og kollegaer den ægte vare, da de kigge forbi til den socialdemokratiske toppolitikers reception i anledning af hendes 25 års jubilæum som medlem af Folketinget. Ritt Bjerregaard er en central del af den såkaldte "gyldne generation" i Socialdemokratiet. Hun blev første gang valgt på Fyn i 1971, og siden har hun sammen med Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft tegnet det gamle arbejderparti. Ritt Bjerregaard har været undervisningsminister, socialminister og fødevareminister. Hun har altid været svær at komme uden om på de indre linjer, og uanset hvad folk mener om Ritt Bjerregaard, så går respekten for hendes politiske næse igen. - Hun er ustyrligt disciplineret, og så har hun en evne til at få folk til at arbejde. Hun laver politik frem for at være bogholder. Hun plejer at sige, at hvis tingene ikke kan skrives på et stykke A4 papir, så er det ikke værd at beskæftige sig med, fortæller partifællen Lone Møller, som sidder i Fødevareudvalget med Ritt Bjerregaard. Ritte Bjerregaards politiske karriere taler for sig selv, men den fortælle også om vilje til at gribe og fastholde magten. Lone Møller kan huske, da hun som nyvalgt og forvirret folketingsmedlem i 1987 fik en indbydelse fra Ritt Bjerregaard til et møde med "kvinderne i gruppen". Hun var sikker på, at nu ville hun få en masse hjælp og gode råd, men det var ikke på dagsordenen. - Det handlede ikke om at hjælp os – det handlede om, at de gamle skulle have pisset territoriet af, griner hun. Når Ritt Bjerregaard selv skal give et bud på, hvorfor hun har klaret sig så godt i politik, så er det de bløde værdier, som hun fremhæver. - Jeg tror det hænger sammen med, at jeg godt kan lide mennesker. Politik handler om at samarbejde, og hvis man ikke kan lide mennesker, er det svært at få noget igennem, siger hun. Der har nu også været knas i samarbejdet i Ritt Bjerregaards tid. Sagen om hendes lejlighed i København, som hun boede i samtidig med at hun krævede penge, fordi hun beholdt adressen på Fyn, kostede hende posten som gruppeformand. Alligevel blev hun senere udnævnt til Danmarks EU-kommissær, men også den post mistede hun efter en "sag". Denne gang var det hendes dagbog, der skabte for meget ballade, og Ritt Bjerregaard måtte vende hjem til Danmark. - Jeg ville gerne have siddet en periode til som kommissær, men det syntes Poul Nyrup ikke. Jeg tænkte meget over det, men besluttede, at jeg stadig brændte for politik og for at ændre ting, så jeg stillede op til Folketinget igen, fortæller hun. Hun røg tilbage i Folketinget med et brag, blev minister, men er nu tilbage som menigt folketingsmedlem. Derfor er der tid til at passe æbleplantagen, men selvom den politiske magt er skrumpet, mangler Ritt Bjerregaard selv ikke efter 25 år inspiration til at forsætte. - Det er først og fremmest indignation, der driver mig. Jeg kan stadig blive vred over uretfærdigheder, som hun siger.