Æd og bliv ædt på Nordsømuseet i påskeferien

HIRTSHALS:Sædvanen tro er der i påskeferien masser af aktiviteter på Nordsømuseet i Hirtshals. Under overskriften "Æd og bliv ædt" bliver der fokuseret på fødekæder i havet. I aktivitetscentret vil biologer demonstrere en simpel fødekæde, der begynder med mikroskopiske planktonplanter, som er fødegrundlaget for planktondyrene, der igen bliver ædt af f. eks. sild, som er vigtig føde for torsk og andre af de større rovfisk. I toppen af fødekæden kommer bl. a. sæler og selvfølgelig mennesket. Der bliver mulighed for at se de mindste fødeemner i mikroskoper og sildens fine "fangstnet", hvor de små planktondyr bliver tilbageholdt. Friskfangede fisk vil blive skåret op, så man ved selvsyn kan konstatere, hvad der er endt i deres maver. Ved udvalgte akvarier kan gæsterne se fiskene blive fodret med nogle af deres livretter, og sælerne vil på de faste fodringstider - hver dag kl. 11 og kl. 15 - få den sædvanlige menu, sild suppleret med levende fisk. Her får publikum mulighed for at se, hvordan sælerne - ligesom i naturen - optræder som effektive fiskejægere. Også i Nordsømuseets café kan man få indblik i, hvem der æder hvem i havet, idet der her serveres en speciel "fødekædetallerken" med lækkerier fra Nordsøen. Påskeferiens aktiviteter er på programmet til og med 2. påskedag.

Forsiden