Ædru alkoholikere bag nyt tilbud

En lille fyrreskov omkranser Minesotabehandlingshjemmet Nordjylland i Vrå. Det er knap tre måneder siden, brødrene Allan, tidligere leder af Damgården ved Frederikshavn, og John Christensen åbnede dørene for de første klienter.

Julie Greve Bentsen,
John og Allan Christensen har åbnet et nyt behandlingshjem i VråFoto: Kurt Bering
Frederikshavn 1. september 2008 10:30

I den gamle smedje er der nu indrettet værelser for misbrugere, der gerne vil have en fremtid uden guldøl, små grå og hjemmerullede joints. I havens dam klukker et lille springvand sagte mellem åkander og guldfisk. Det eneste der bryder stilheden er suset fra bilerne på Ålborgvej. Behandlingshjemmet ligger tilbagetrukket og afskåret fra hverdagens trummerum. For her handler det om, at nå frem til selverkendelse gennem gruppeterapi. Derfor er kontakten til omverdenen meget begrænset. Få af gangen Behandlingshjemmet har kun bevilling til, at seks til otte personer kan have ophold af gangen. Og det er helt bevidst. - Vi tager udgangspunkt i den enkelte person. Behandlingen er meget intensiv, og derfor er det vigtigt, at vi har god tid til at hjælpe alle, siger John Christensen. For at kunne hjælpe misbrugerne til et liv uden alkohol og stoffer, er det vigtigt, at man kan sætte sig ind i, hvordan det er at leve med et misbrug. Derfor kan man ikke være ansat indenfor Minesotabehandling, hvis man ikke selv har været misbruger. Både Allan og John er ædru alkoholikere, og gennem samtaler hjælper de klienterne til en erkendelse af misbrugsproblemerne. Danmarks billigste Og der er også en grund til, at brødrene kan tilbyde den billigste Minesotabehandling i Danmark. - Det skal ikke kun være folk med mange penge, der kan få hjælp. For os handler det om, at vi skal kunne leve af vores job, ikke at vi skal blive rige, fortæller John Christensen. En ophold på Behandlingscenter Nordjylland varer fem uger, med dagsprogram fra klokken syv om morgenen til klokken 23 om aftenen. Søndag kan de pårørende komme på besøg, men resten af tiden er helliget behandlingen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...