EMNER

Æg fra dinosaur på auktion i Vejle

VEJLE:Måske blev ægget lagt for 97 millioner år siden, måske så det verdens lys 30 millioner år senere. Det er den tidsmæssige usikkerhed, der omgiver et æg fra en dinosaur, som den 15. december kan erhverves på en auktion i Vejle. Ægget er et af de samlerobjekter, som auktionsfirmaet Bruun Rasmussen sælger for højeste bud på auktionen Kunst og design. Firmaet vurderer æggets værdi til mellem 8- og 12.000 kr. Det oplyser på sin hjemmeside, at der følger et certifikat med fra Kina, så en ny ejer kan være helt sikker på, at ægget ikke er ulovligt importeret og helt ægte. Bent Lindow fra Geologisk Institut fortæller til Radio 94, DR i Vejle, at dinosauræg er en sjældenhed på danske auktioner, men han skønner samtidig, at "markedet" er begrænset. /ritzau/