Æggende fest

Thomas Vinterberg & Mogens Rukow: Festen

Lad mig begynde med en bekendelse: Jeg har ikke set filmen Festen og var derfor ganske uforberedt på, hvad jeg skulle møde. Jeg blev grebet og rystet ved denne æggende forestilling i den stærke og sikre fremførelse, den fik i Mogens Pedersens instruktion på Vendsyssel Teater i Christian Tom-Petersens iderige scenografi. Noget hyggestykke er det ikke, men en forestilling, som fængsler hvert minut fra festdeltagernes ankomst og præsentation på balkonen i pejsesalen til det endelige opgør ved morgenbordet i festsalen dagen derpå. Det er et skuespil, der konsternerer og spænder, som denne sjældent gennemslagskraftige teateraften skrider frem, og disse skæbner udspilles med præstationer af største format i en af de mest fascinerende iscenesættelser, jeg længe har set. Mogens Pedersen har stemt spillet fremragende sammen i den spændte atmosfære, der bringes til stigning fra scene til scene, så rig på lykkelige indfald, så sikker i sin gennemførelse. Den bæres først og fremmest af de to sønners toppræstationer. Martin Hestbæk er den psykisk svage søn Christian, der tager bladet fra munden i sin ”festtale” til faderens 60-års dag. Han er centrum i spillet og et menneske i forfald. Hans præstation har format, og han finder ypperlige udtryk for de skiftende følelser, samtidig med at han har et solidt greb om svagheden og styrken og den sataniske destruktivitet i sindets inderste. Han ejer det distingverede ydre og svinger mellem en sikker behersket form og mentale sammenbrud. Det er en oplevelse at følge ham med den gnist af galskab, han lægger for dagen. Over for den forfinede Christian står den yngre racistiske, voldelige broder Michael. Morten Christensens intense stiliserede spil er formidabel, og han får de mange nuancer i Michaels personlighed frem og er hele tiden foruroligende ved den galskab, der lurer i blikket og i hånlige smil. Hans rå mentalitet suppleres sikkert af Lone Rødbroe som hans vulgære ægtefælle Mette, der frisk, frækt og rigtigt spiller som en kontrast til den øvrige familie. Også søsteren Helene er ramt af en anden familiær katastrofe: søsterens død. Anne Oppenhagen Pagh har fast hold på figurens temperament og en lethed i spillet, som imponerer, og som hendes modsætning toner den sunde Pia frem i Christine Gjerulff, der er forestillingens hvilepunkt og Christians potentielle redning. Festens midtpunkt er den noble Helge, der bevarer masken længst muligt og hele aftenen søger forsoningen og neddæmpningen. Kresten Andersen giver ham den fornødne pondus. Hans fordærvede figur svinger mellem selvsikkerhed og ængstelig fejhed. Ved hans side er Else, loyal til det sidste, da hun skal vælge - og vælger børnene. Susanne Heinrich har det hele med i sit spil. Rundt om dem grupperer sig venner og bekendte: Hans Holtegaard som en selvbestaltet, pinlig story teller, Jørgen Bing som toastmaster med udenlandsk accent og Roger Matthisen som Helenes farvede ven. Aftenen blev en triumf for Vendsyssel Teater. Stykket vil utvivlsomt blive diskuteret voldsomt og stillingstagningen være højst forskellig. Adskillige vil sikkert føle væmmelse, for stykket griber om intrikate emner og taler rent ud om sager, som folk ellers tier med. Derimod vil fremførelsens overvældende egenskaber usvigeligt placere stykket blandt denne teatersæsons største indsatser som en forestilling, enhver med interesse for teater og mennesker skal se. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Thomas Vinterberg & Mogens Rukow: ”Festen” Bearbejdelse for scenen: Bo Hr. Hansen Instruktør: Mogens Pedersen Scenograf i: Christian Tom-Petersen Vendsyssel Teater, Hjørring lørdag aften Stykket spiller til 1. maj