Æggende genbrug

En to år gammel sofa, sidste års iPod og en Oddervogn årgang 2005. Det behøver ikke længere at være den nyeste model, når garderoben og møblerne skal skiftes, for lysten til at handle brugt er ved at blive en livsstil

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er både skrammel til ti kroner og ting til flere hundredetusinde, der handles mellem private danskere på online markedspladser. Her et brugt eksemplar af Ægget. Foto: Jan Dagø/Polfoto

Manden i den nye BMW gør det. Den enlige mor med Christiania-cyklen gør det. Ude vestpå har de en trailer bagpå bilen, når de gør det. De gør det af lyst eller nød. Fordi det er blevet en vane, fordi det er sidst på måneden, eller fordi omtanken for miljøet spiller en rolle. Alle sælger og shopper de brugte ting og sager. Fra den forvaskede børnetrøje til ti kroner til det næsten nye B&O-anlæg. Markedspladser som Gul og Gratis, Den Blå Avis og Trendsales har gennem det seneste år oplevet en markant stigning i annoncer fra private, der rydder ud i stuen, pulterkammeret eller klædeskabet. Hver uge modtager Den Blå Avis 80.000 nye privatannoncer, og både når det gælder antal udbudte varer og besøgende ligger man rekordhøjt for tiden, fortæller markedschef Steen Trier fra Den Blå Avis. - Finanskriser eller ej. Folk har fået smag for at gøre en god handel, og når de først har fundet ud af, at det er nemt og virker, så bliver de hængende. Ja, det er ligefrem vanedannende. Køberne klar Hos Gul og Gratis får man i gennemsnit 18.000 nye annoncer i døgnet. Og køberne sidder klar ved tasterne. Halvdelen af alle dem, der sætter noget til salg på Gul og Gratis får det solgt indenfor 24 timer. 2,5 millioner gange blev der klikket rundt på siden i januar. - Vi kan helt klart mærke en holdningsændring til det at købe og sælge brugt, siger onlinechef Richard Wraae fra Gul og Gratis. - Mange kan godt lide tanken om, at andre får glæde af deres ting, og hvis man så kan få 300 kroner oveni, er det bare fint, siger han. Og det er ikke garvede kræmmere og folk drevet af nød, der står klar til at handle, bekræfter livsstilsekspert Kirsten Poulsen fra firmaet Firstmove, der registrerer de nyeste trends og tendenser på markedet. - For fem år siden var det moderne at købe genbrug, fordi det havde en særlig "vintage-stil". I dag gør vi det af ganske andre årsager - det er ikke stilen, men de værdier, som knytter sig til det at købe brugt, siger Kirsten Poulsen, der ser tendensen som et udtryk for langt mere end den aktuelle finanskrise. Signalværdi Tidligere imponerende man naboen med sin nye Arne Jacobsen-lænestol, sin dyre Mulberry-taske eller den seneste Nokia-model. Men efterhånden som naboen også fik råd, var der ikke længere status i at flashe sine funklende sager, og nu er vi nået et mætningspunkt, siger Kirsten Poulsen: - Overforbrug er yt! I dag skal man have omtanke for miljøet og for andre - og ikke kun tilgodese egne behov. Vores higen efter materielle goder er erstattet af en mere velovervejet og ansvarlig livsstil. - Vi siger farvel til overflødigt forbrug og goddag til fuld udnyttelse, lidt men godt, og et fællesskabsorienteret forbrug, hvor tre veninder går sammen om at købe en kjole eller deler avis. Vi er blevet bevidste om, at vi via vores forbrug kan være med til at ændre verden. Hvor det førhen var vigtigt at have det nyeste nye, er det ligefrem blevet moderne at have en gammeldags mobiltelefon, fastslår trendforskeren: - Den ene iPod eller mobiltelefon kan måske ikke så meget som den næste, men vi fandt alligevel aldrig ud af at bruge alle funktionerne på den gamle fuldt ud, så i dag tillægger vi ikke den sidste nye feature så stor værdi. Derfor kan man ligeså godt købe den brugt og samtidig mindske miljøbelastningen. Tanke på videresalg På Danmarks største online tøjbazar, Trendsales, skifter Prada-sko og Louis Vuitton- tasker hver dag ejer. Direktør og medstifter af Trendsales Martin Andersen knitrer tilfreds med de seneste statistikker over annoncer og besøgende på portalen: - Vi får over 400.000 nye annoncer om måneden og har over to millioner besøgende, siger Martin Andersen, der mener, at danskerne er ved at fjerne sig fra et "brug-og-smid-væk" princip. - I en årrække har vi skiftet tingene ud hele tiden, men jeg tror, vi går tilbage til tidligere tiders ideal. Vores bedsteforældre havde deres møbler, indtil de døde, og i dag satser vi også på kvalitet, der holder i mange år frem. Derudover er folk blevet mere og mere opmærksomme på, at tingene har en såkaldt "gensalgsværdi", og derfor tør de hive flere penge op af lommen, når de køber nyt, fortæller Martin Andersen: - Hvis en kvinde for eksempel køber en Munthe Plus Simonsen top til 1.500 kroner, kan hun gå i den det antal gange, som kvinder nu engang gør, for så at sælge den igen og have et tab på 200-300 kroner. Det ville hun også have, hvis toppen var købt i Hennes & Mauritz, men så ville hun ikke kunne få penge for den efterfølgende, siger han og henviser til, at Trendsales for nylig interviewede børnetøjsekspedienter, der ofte lagde øre til, hvordan mødrene brugte som argument overfor manden, at de burde købe flyverdragten, der kostede 500 kroner mere, for så kunne de sælge den igen på nettet, når lille Oscar var færdig med at gå med den. - Der er helt klart flere producenter, som får øjnene op for, at det godt kan betale sig at lave ordentlige ting og tage lidt ekstra for dem, fordi folk sælger dem videre, siger Martin Andersen Han fremhæver også, at brugerne på Trendsales chatter med hinanden om mål og priser, og at det sociale element, er en del af forklaringen på den stigende interesse. - Udover at det er nemt, er det hyggeligt for folk at handle på nettet. Økonomisk ansvarligt Spørger man en ekspert i privatøkonomi, hvorvidt der er god mening i at sælge og købe brugt, er hun ikke i tvivl: Det er både økonomisk fornuftigt, miljøbevidst og tilmed moderne. - Det er solid økonomisk ansvarlighed at købe brugt. Hvis ikke det forringer genstandens brugsværdi, så mener jeg virkelig ikke, at der er nogen grund til at købe nyt, siger Mette Reissmann, der blandt andet rådgiver danskere i tv-programmet "Luksusfælden". - Mange ting bliver tilmed smukkere med lidt patina - tænk bare på Arne Jacobsens "Ægget", siger hun. At rydde op og sælge ud af gemmerne giver også overblik i en tid, hvor det kan være nødvendigt med ekstra energi, understreger Mette Reissmann: - Man får rene linjer og overskud, og det kan man for eksempel bruge til at skrive jobansøgninger, hvis man er en af de uheldige, der i den kommende tid bliver fyret. Gode handler for fremtiden For mange er finanskrisen den indlysende forklaring på den stigende interesse for egne og andres aflagte sager. Alligevel er alle de kilder, vi har talt med, enige om, at tendensen fortsætter, selvom aktier og huspriser igen stiger. - Folk vil hellere købe en brugt Montana-reol og lakere den selv, frem for at føles sig snydt ved at lægge 30.000 for en ny hos forhandleren, siger Richard Wraae fra Gul og Gratis. Selvstændig konsulent Mette Reissmann er heller ikke i tvivl: - Det er blevet langt mere hipt at gøre en god handel og fortælle, hvor meget man sparede, end at vise, at man har haft råd til dette eller hint.