Ægte Gud er ikke en sadistisk tyran, men tager imod alle

At tro på helvede er at spotte Gud.

Den Gud, der sender mennesker i evig pine, er skabt af det syndige menneske i dets eget billede, skriver Kaj Mogensen.

Den Gud, der sender mennesker i evig pine, er skabt af det syndige menneske i dets eget billede, skriver Kaj Mogensen.

Kik ind i en kirke, hvor der er middelalderlige kalkmalerier, f.eks. i Jetsmark kirke ved Pandrup. Mange steder vil der i koret være en domsscene. Kristus sidder på en tronstol eller på regnbuen som dommer. Fra hans mund udgår en lilje til den højre side og et sværd til den venstre side. På Kristi højre side ses de frelste, der hentes op til evigt liv i Paradiset. På Kristi venstre side ses de fortabte, der af små djævle trækkes ned til evig pine i Helvede. Det er naturligvis et billede, men billedet dækker over den sag, der med et underligt teknisk udtryk kaldes den dobbelte udgang. Det går ud på, at hele menneskeheden på dommens dag deles i frelste og fortabte. De frelste er sammen med Kristus hos Gud i evig glæde. De fortabte vil være i tidsubegrænset smerte i helvede. En middelalderlig tankegang? Ja, men også en traditionel kirkelig forkyndelse, der nu har fået vind i sejlene i det man ofte kalder folkekirkens højrefløj. De henviser til Bibelen, til den kirkelige tradition og til den danske Folkekirkes bekendelse. Forkyndelsen af den dobbelte udgang har været og er et kirkeligt magtmiddel, som de færreste i dag lader sig anfægte af, men som stadigvæk har ødelagt nogles menneskers kristne frimodighed, har skabt angst for at dø og har bragt kirken i miskredit, fordi Gud bliver opfattet som en sadistisk despot. Den modsatte opfattelse går ud på, at Gud har forsonet sig med hele sit skabte, faldne og stadigvæk elskede skaberværk ved at stifte fred ved Kristi blod på korset (Kolossenserbrevet 1, 20). Gud vil genoprette skaberværket, så enden bliver endnu skønnere end begyndelsen. Det kan billedligt udtrykkes på flere måder. En af måderne er, at hele menneskeheden deltager i en himmelsk gudstjeneste, hvor den lovpriser Gud og bekender Jesus Kristus som Herre. Sådan har apostelen Paulus skildret det i en vision i Filipperbrevets 2. kapitel. Et andet billede er, at den død, der kom ind i verden ved Adams synd, nu ophæves ved Jesus Kristus, der er den anden Adam. Adams fald førte til død for os alle. Kristi gerning er til liv for os alle. Der kan i Bibelen godt findes enkelte udsagn, der kunne tyde på dobbelt udgang. Men det er kun, hvis de tolkes forkert. Jesu forkyndelse og menighedens forkyndelse af Jesus som Herre og frelser er tydeligt udtryk for en kærlighed, der er stedfortrædende, tilgivende, livgivende og genoprettende. Jesu måde at omgås mennesker på er kærlighedens måde. Han heler, bekæmper de livsødelæggende kræfter, han dør på korset for hele menneskeheden. Han er, som den ældste kristne prædiken i Johannesevangeliet lyder: Guds lam, som bærer alverdens synder. Der er for mig ikke tvivl om, at den evangeliske hovedlinie i Det Nye Testamente forkynder, at Kristi forsoning gælder hvert eneste menneske. Forestillingen om, at Gud på dommens dag vil sende mennesker i tidsubegrænset smerte, gør enhver tale om Gud som en kærlig Gud absurd. Det er en ophævelse af kristen tro, håb og kærlighed. Hellere være ateist end at tro på Gud som sadist. Det ville dog være bedre, at der slet ingen Gud var, end at der er en Gud, der lader mennesker pine i al evighed. Hvordan kan man forestille sig, at Gud bliver alt i alle, hvis størsteparten af de mennesker, han har skabt i sit billeder, er fjernt fra ham i et evigt pinested? Hvis blot et eneste menneske går evigt fortabt er Gud den store taber, og Kristus døde forgæves. Er der da ikke noget helvede? Jo, der er det helvede, som vi skaber her for os selv og hinanden. Det er den lidelse, som vi i ondskab påfører hinanden. Det er det menneskeskabte helvede, som vi skal kæmpe imod som Guds medarbejdere på hans riges endelige sejr. Det er djævelens magt, som vi i gudstjenesten forsager, som vi angribes af og som Gud ved sin tilgivelse af os og sin kamp mod det onde engang endeligt vil besejre. Hvor kommer så det onde fra? Jeg ved det ikke, det er en gåde og en bestandig anfægtelse. Men ét ved jeg: Det kommer ikke fra Gud. Gud er kærlighed og Gud har åbenbaret os sin kærlighed i Jesus Kristus, den korsfæstede, opstandne og levende. Den Gud, der sender mennesker i evig pine, er skabt af det syndige menneske i dets eget billede. Det er den omvendte verden. Vi mennesker er skabt i Guds billede. Det betyder, at vi er skabt i kærlighed til kærlighed. Men vi er også faldne mennesker, der er dybt prægede af syndefaldet. At benægte det er at se væk fra alt det onde, der hænder i verden. Som faldne mennesker vil vor gudsforståelse også være præget af syndefaldet. Det er årsagen til, at forkyndelsen af Gud som den sadistiske tyran er blevet en del af kristendommens forkyndelse. Den traditionelle lære om og forkyndelse af dobbelt udgang er gudsbespottelig. Jo, der findes et helvede, et billede på ondskabens virkelighed – den menneskeskabte ondskab og den gådefulde, uforklarlige ondskab. Men det er kristendommens forkyndelse, at Kristus har besejret det onde ved sin forsonende gerning på korset og ved sin opstandelse. Dermed har han besejret helvede og tømt det en gang for alle. Kik ind i Viborg Domkirke og se Joakim Skovgaards vidunderlige malerier. Sæt dig op i koret. I nordsiden ses Kristus, der henter hele menneskeheden ud af dødsriget, i østsiden (apsis) står den store hvide flok foran Kristus med palmegrene i hænderne. Hvor er så de fortabte? De er der ikke. Joakim Skovgaard kunne få lov til at undlade fortabelsen på et domkirkemaleri. Nogle fra kirkens højrefløj vil have mig smidt ud af folkekirken, fordi jeg fastholder Guds kærlighed. Hvad er der så ved at være kristen, hvis alle alligevel bliver frelst til sidst? Det er en daglig glæde, en trøst og en udfordring til at være Guds medarbejder. Det betyder, at kirken for alvor har et glædeligt budskab, som det kan møde mennesker med.