Fodbold

Ægte hattrick på et kvarter

AaB’s Katrine Rasmussen afgjorde hjemmekamp med tre hurtige scoringer

Fodbold danmarksserien kvinder AaB - tst/Sabroe 3-0 (0-0) Mål: 1-0, 2-0 og 3-0 Katrine Rasmussen AALBORG ØST: Det blev tidligt søndag eftermiddag til en fortjent sejr til AaB-damerne, men det holdt hårdt med at få gang i scoringen. Således burde Mette Werner have lavet et par stykker og Katrine Rasmussen havde også flere tilbud i første halvleg. Sidstnævnte fik imidlertid gang i den for alvor med et ægte hattrick i anden halvleg fra det 73. og til den 87. minut. Den første scoring blev sat ind på et glimrende hovedstød efter flot arbejde på kanten af Rikke Nørgaard, og mål nummer tre var en ren perle i form af flot opspil fra eget mål, der blev afsluttet med en perfekt aflevering i dybden. Jyllandsserien kvinder Klarup - Jetsmark 6-0 (2-0) Mål: 1-0 og 2-0 Ida Hansen, 3-0 og 4-0 Helle Hansen, 5-0 Sie Jensen, 6-0 Helle Hansen KLARUP: Efter ønske fra Jetsmark blev kampen udsat til søndag aften, men det hjalp nu ikke gæsterne, for hjemmeholdet dominerede fra start til slut. Første mål faldt allerede i det 3. minut, men i den følgende næste halve time blev en lang række chancer brændt og først i det 28. minut blev det 2-0 på et meget flot skud i det ene målhjørne. I pausen blev der rokeret lidt rundt på spillerne for at få mere gang i spillet, og det lykkedes efter en træg start på anden halvleg, for i det 66. minut trådte Helle Hansen i karakter med først et skud på overliggeren og siden to mål på kun to minutter i det 69. minut og det 70. minut. Kun fem minutter senere spillede Helle Hansen en holdkammerat fri til scoring og i det 85. minut fuldendte hun sit hattrick ved at score til 6-0. Serie 1 kvinder Sønderup/Suldrup - AaB 6-0 (5-0) SULDRUP: Med en lang række skader og afbud var AaB’erne glade for i det hele taget at kunne stille hold og det udnyttede hjemmeholdet med fire scoringer indenfor de første ti minutter. I takt med at AaB-spillerne fandt bedre sammen kom gæsterne mere med i kampen og fik chancer i den modsatte ende af banen men hjemmeholdet scorede til 5-0 inden pausen mens det kun blev til et enkelt mål i hele anden halvleg. Klokkerholm - Sulsted 1-3 (1-1) Mål for Sulsted: 0-1, 1-2 og 1-3 Katrine Amtkjær KLOKKERHOLM: Det blev til en fortjent sejr til gæsterne i lokalopgøret sent søndag eftermiddag, og specielt i den første halve time spillede Sulsted glimrende uden at det dog blev til store chancer udover scoringen i det 16. minut. Opgøret fik et kedeligt afbræk imod slutningen af første halvleg, da en af hjemmeholdets spillere måtte hentes af Falck inden kampen kunne genoptages. Det lykkedes efterfølgende for Klokkerholm at få udlignet på et straffespark i det 43. minut, men i anden halvleg kom Sulsted op i omdrejninger igen ikke mindst som følge af en glimrende indsats af kampens spillere Camilla Størup og Katrine Amtkjær. Sidstnævnte fuldendte således sit hattrick i det 65. minut og det 74. minut.