Ægtefælle må ikke være chef for ægtefælle

Lokalpolitik 5. juni 2003 08:00

HOBRO: I fremtiden kan en lærer ikke ansættes på en skole i Hobro, hvis vedkommendes ægtefælle er leder samme sted. Forvaltningschefer kan heller ikke længere have konen eller manden til at arbejde under sig. Det er konsekvensen af nogle stramninger af Hobro Kommunes personalepolitik. De er netop godkendt af økonomiudvalget. - Der har tidligere været uheldige situationer, og derfor har vi fundet anledning til at lave nogle regler. De får ikke tilbagevirkende kraft, og derfor skal ingen i det kommunale system af den grund skifte job, siger borgmester Jørgen Pontoppidan (V). Reglerne gælder både i kommunens administration og på de kommunale skoler og institutioner. Formålet er at undgå nære familiemæssige bånd mellem personer, der i deres arbejdsliv har et forhold som chef og medarbejder. Reglerne gælder også lederes børn og andre nært beslægtede. Den nye personalepolitik har været forelagt hovedsamarbejdsudvalget i kommunen, og herfra kom ønsker om endnu strammere retningslinjer. - Der var ønsker om et forbud mod, at ægtefæller ansættes i samme afdeling, skole eller institution. Men det mener vi altså vil være at gå for vidt. Jeg kan ikke se problemer i, at et ægtepar er ansat som lærere på samme skole, eller at to menige medarbejdere i administrationen bliver glade for hinanden og flytter sammen, siger Jørgen Pontoppidan. Reglerne indebærer, at økonomiudvalget skal godkende ansættelser, der kan komme i karambolage med de nævnte principper.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...