Ægtepagter skal sikre pensionen

Med mindre du og din ægtefælle har præcis de samme pensioner, kan en ny lov fra nytår få alvorlig betydning for jer.

Den betyder, at ægtefæller i store træk ikke længere deler deres pensioner ved skilsmisse, og det kan koste den svage part hundredtusindvis af kroner. Derfor er danskerne begyndt at lave ægtepagter som aldrig før. - Vi har mange henvendelser fra folk, som vil vide, hvordan de rent konkret står, hvis de går fra hinanden. Det kan jo have frygtelige konsekvenser, siger advokat Mette Lindhardt fra Advokathus Nord i Brønderslev. Staten har - ganske usædvanligt - lavet en kampagne for at fortælle om den nye lov, og kampagnen har tilsyneladende virket. En stribe advokater, som NORDJYSKE har talt med, bekræfter, at ægtepagter signeres som aldrig før. - Vi ser en klar stigning i antallet af henvendelser til os, og jeg tror, at det samme er tilfældet over hele landet, fortæller advokat Helle Birgitte Jensen fra Advokatfirmaet Dahl, Koch & Boll i Aalborg. Advokat Lars Salling fra Hjørring fortæller tilsvarende, at både på hans kontor og i den lokale retshjælp kommer mange ægtefolk - især kvinder - for at spørge til de nye regler. Cheføkonom Jens Christian Nielsen fra Danica Pension advarer dog danskerne mod panik. - Hvis man mener, at en skilsmisse kan komme på tale, eller hvis man vil sikre sig økonomisk, skal man få lavet et ægtepagt. Men 1. januar er ingen deadline. Man kan altid få lavet den på et senere tidspunkt, siger han. Tema, 1. sektion side 4