Ægtepar får hjælp til betaling af nyt tag

V. HASSING: Et ægtepar i V. Hassing kan med landsrettens mellemkomst nu se frem til, at de nu får to tredjedele af udgifterne til et nyt tegltag betalt af murerfirmaet Bjerregård & Vigel Pedersen fra Nørresundby. Sidstnævnte er således af landsretten blev dømt til at betale V. Hassing-ægteparret en erstatning på 100.000 kr. - samt sagens omkostninger på 65.000 kr. Sagen tog sin begyndelse i 2001, da ejeren af det nævnte hus i V. Hassing opdagede, at der ikke som påkrævet var blevet lagt afstandslister mellem undersiden af tegltaget og de lægter, som teglstenene var fastgjort til. Dette førte til, at teglstenene blev fugtige, og efter at have konstateret fejlen, blev taget skiftet ud - til en pris på 150.000 kr. Da fejlen var sket ved husets opførelse i 1984, skulle landsretten tage stilling til, om bygherren eller murerfirmaet skulle betale den krævede erstatning - og her faldt valget altså på murerfirmaet, fordi det også i 1984 var almindeligt kendt, at der skulle lægges afstandslister mellem undertag og lægter.