Golf

Ægtepar fra Han Herred til golffinale i Malaysia

FJERRITSLEV:Det golfspillende ægtepar Irene og Per Hedegaard fra Slettestrand har ved en nys overstået semifinale i Silkeborg kvalificeret sig til en finale ud over det sædvanlige, Champ of the Year 2002, der spilles i Malaysia til februar næste år. Irene Hedegaard blev til sin egen overraskelse nummer et ud af 40 deltagere i damerækken, og det på en bane som er vurderet væsentligt vanskeligere end den hjemlige bane i Starkær. Irene Hedegaard opnåede 33 point. Endnu flottere kom Per Hedegaard, der er elitespiller i HHG, fra dysten. Han opnåede 42 point og fik en klar førsteplads, da han tilbagelagde de 18 huller i tre slag over banens par. Ægteparrets semifinalesejre betyder, at de kan se frem til en spændende rejse til Fjernøsten sammen med fire andre deltagere fra landets golfklubber for at spille finalen i Champ of the Year 2002, der er arrangeret af Bryggeriet Carlsberg. Inden de seks dygtige amatører kommer på banen i det fremmede, får de lejlighed til at overvære dysten mellem de rigtig hårde drenge i den internationale golfturnering Carlsberg Malaysian Open. Her deltager de danske verdensnavne Thomas Bjørn, Anders og Søren Hansen samt veteranen Steen Tinning.