Ægtepar holder stædigt fast i loppemarked

Sæby 24. september 2002 08:00

SULBÆK: Charlotte og Tage Johansen står bag et firma ved navn Møllers Flytteservice, der har adresse på Måensvej nord for Sæby. Men udover flytteriet byder stedet på en særlig tradition, der efterhånden har kørt i seks år. Måensvej 15 holder nemlig loppemarked en gang om året, hvor forskellige kræmmere kan få lov til at sælge deres ting. Kræmmerne skal ikke betale noget, så det er ikke for pengenes skyld, at ægteparret Johansen lader lopperne springe. - Det er jo efterhånden en fast tradition, og samtidig er det en hyggelig dag, vi ikke vil undvære, fortæller Charlotte Johansen. I denne weekend måtte det købelystne publikum dog sande, at markedet ikke var så stort som de tidligere år. Flyttefirmaet har nemlig lagt beslag på den store bygning, hvor arrangementet plejer at være, så markedet blev denne gang holdt i mindre omgivelser. - Interessen var dog lige så stor som de andre år. Allerede et par timer før markedet åbnede i lørdags, stod folk i kø, fortæller Charlotte Johansen. Loppemarkedet på Måensvej begyndte egentlig med, at familien Johansen - af forskellige årsager - efterhånden havde fået samlet en del effekter sammen. Derfor var et loppemarkedet en god måde til at få tingene solgt, men i de senere år er det som nævnt kræmmerne, der er rykket ind i lokalerne i Sulbæk. Charlotte Johansen oplyser, at omkring 1000 mennesker har gæstet loppemarkedet i løbet af lørdagen og søndagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...