Ægtepar klar til åbning på trods af snestorm

Eva Nielsen
Stamkunden Inga Jensen kiggede forbi. Fra venstre ses Inga Jensen, Fru Tang og den nye ejer Ole Nymann Jensen. Foto: Michael Bygballe
Naturkatastrofer 1. marts 2007 05:00

HOBRO: Den sidste måned har været en travl måned for ægteparret Ole og Anne Mette Nymann Jensen. De har haft travlt med at få Tang Damekonfektion klar til at blive åbnet, men i går klokken 9.30 kunne de slå dørene op for kunderne. Fra morgenstunden var der allerede kunder, som kiggede interesseret forbi for at se på de nye forårsvarer. Inga Jensen var en af dem. Hun har været fast kunde hos Tang Damekonfektion i mindst 38 år. - Jeg har altid handlet her, fordi tøjet her er så stort, at vi kan passe det, siger hun med et smil. Ole Nymann Jensen forsikrer hende om, at sådan bliver det ved med at være. Anne Mette Nymann Jensen har taget lidt af et karriereskift. Hun er nemlig uddannet sygeplejerske, men skal nu stå i forretningen. - Jeg ser frem til at trives i forretningen, og at jeg kan bruge mine erfaringer som sygeplejerske i jobbet, blandt andet det at tale med folk, siger hun. På grund af snestormen er forhængene til omklædningsrummene ikke kommet til åbningsdagen, men de skulle komme i dag. Alt andet end lige er ægteparret taknemmelig for, at de skulle åbne denne uge og ikke midt i en snestorm. Ud på eftermiddagen var der stor travlhed i butikken, og ifølge Anne Mette Nymann Jensen var der mange kunder hele dagen. - Folk har budt os velkommen ligesom vi har budt dem velkommen. Der er stor tilfredshed med at Tang Damekonfektion er åbnet igen, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...