Thisted

Ægtepar lægger tøjbranchen bag sig

Bent og Aase Rysgaard er begge 60 år, og går nu på efterløn

Et langt arbejdsliv med tøj er nu uigenkaldeligt slut og Aase og Bent Rysgaard.Foto: Poul Erik Tarp

Et langt arbejdsliv med tøj er nu uigenkaldeligt slut og Aase og Bent Rysgaard.Foto: Poul Erik Tarp

Efter velovervejet omtanke har Bent og Aase Rysgaard sagt til sig selv, at nu må det være på tide at forlade arbejdsmarkedet, hvor omdrejningspunktet altid har været kvinden og hendes tøjstil. Og det gjorde de 1. maj. Ægteparret har siden slutningen af 1990'erne sat sit præg på Thisteds handelsliv og modebutikker. I 1997 overtog Aase Rysgaard modebutikken Busted i Vestergade, og døbte den om til Ryss, for siden at ændre navnet til B-Young. I 2002 solgte Aase Rysgaard sin forretning til Ingrid Bunk. I de mellemliggende år er butikken under Ingrid Bunks ejerskab flyttet til større lokaler i Vestergade. Bent Rysgaard kørte i de fleste af sine erhvervsaktive år som sælger i tre forskellige firmaer, hvoraf det længste ansættelsesforhold strakte sig over 16 år. I 2000 parkerede han sin bil i garagen. Landevejens tiltrækning ebbede ud, og i stedet gik han i forhandlinger om overtagelse af modebutikken Lorentzen i Vestergade. Handlen var en realitet i 2000. I 2007 fjernede han Lorentzen-skiltet, og omdøbte butikken til Rysgaard, og 1. januar 2010 solgte han hele molevitten til Helle Falsgaard, og fra den dato og til 1. maj var både Bent og Aase Rysgaard ansat i butikken under ledelse af Helle Falsgaard. Bent og Aase tager det som et positiv tegn på, at både Helle Falshøj og Ingrid Bunk begge arbejdede i de butikker, som de efterfølgende købte af Bent og Aase Rysgaard. - De må jo have været tilfredse, siden de begge vil fortsætte, siger Aase Rysgaard. Ægteparret har nu sluppet alle tøjlerne til tøjbranchen, som de begge blev en del af efter skolegangen i 1967.