Ægtepar løsladt for morfin-drab

Sigtes fortsat for drab på 82-årig mor

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

LYNGBY:En dommer i Lyngby har fredag eftermiddag sat et ægtepar, som er sigtet for manddrab, på fri fod.

Manden og kvinden var fremstillet i grundlovsforhør i sagen om kvindens mors død på et plejehjem i Charlottenlund. Dommeren mener ikke, at de to kan påvirke politiets efterforskning, og derfor er der ikke grundlag for varetægtsfængsling, oplyser politiet.

Parret sigtes for at have givet kvindens mor på 82 år en dødelig dosis morfin natten til fredag.

Manden og kvinden er begge 54 år og kommer fra Hellerup. De nægter sig skyldige i sigtelsen om manddrab efter straffelovens paragraf 237.

Dommeren mener dog, at der er begrundet mistanke om, at de har dræbt den 82-årige kvinde på plejehjemmet på Ejgårdsvej i Charlottenlund.

Ifølge vicepolitiinspektør Henning Svendsen har ægteparret i nattens løb angiveligt givet kvindens 82-årige mor en dødelig dosis morfin.

- Det er personalet, som anmelder det til politiet. De opdager det, da de bliver lukket ude af værelset, og døren bliver låst. Og de har på fornemmelsen, hvad der foregår, siger Henning Svendsen til Ritzau.

Da politiet ankommer til plejehjemmet på Ejgårdsvej i Charlottenlund, er døren til værelset stadig låst.

- Men da vi banker på, bliver der lukket op, og ægteparret er stadig derinde, fortæller Henning Svendsen.

Vicepolitiinspektøren vil ikke udelukke, at der kan være tale om et såkaldt medlidenhedsdrab.

- Men det forudsætter, at den afdøde har accepteret, hvad der skulle ske, og det kan vi ikke sige noget om endnu. Derfor har vi rejst sigtelser for manddrab, siger Henning Svendsen.

Der er stor forskel på, om et drab anses som manddrab efter straffelovens paragraf 237 eller som et medlidenhedsdrab efter paragraf 239.

For manddrab er strafferammen fængsel på livstid, men normalt ligger strafniveauet på 12 års fængsel. Straffen for manddrab er minimum fængsel i fem år, mens den maksimale straf for et medlidenhedsdrab er tre års fængsel.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.