EMNER

Ægtepar mistede alt i brand

Et ægtepar i Hadsund måtte søndag hjælpeløst se til, at deres hus på Sven Schous Allé 5 brændte ned. Ellen og Arne Borup var ved middagstid til fødselsdag hos naboen, da en anden nabo kom løbende og fortalte, at deres hus stod i flammer.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mens han utålmodigt ventede på brandvæsenet, forsøgte Arne Borup selv at slukke ilden med haveslangen, men måtte erkende, at det var håbløst. FOTO: GRETE DAHL

Mens brandvæsenet blev alarmeret, forsøgte ejeren selv at bekæmpe ilden med en haveslange, men hverken hans egen eller brandvæsenets indsats kunne forhindre, at huset blev voldsomt beskadiget. - Man forsøger jo at gøre, hvad man kan, men det var helt håbløst. Ilden havde alt for godt fat, fortæller Arne Borup. Han vil ikke kritisere brandvæsenet for indsatsen, men ventetiden, inden brandbilerne nåede frem, følte han som en evighed. Nu står ægteparret i den situation, enhver familie frygter: Alt indbo - billeder, film, møbler og tøj er brændt eller skadet af røg og vand. - Heldigvis kom ingen mennesker noget til. Men det er frygteligt at tænke på. Vi har kun det tøj, vi går og står i, siger han. I de kommende måneder bliver sommerhuset deres bolig. Ilden menes at være opstået i en havestue. Her fandtes et airconditionanlæg, og Hobro Politi mistænker en kortslutning i anlægget for at være årsag til branden. Ingen mennesker var i fare, og stedet blev umiddelbart efter branden spærret af. Først mandag skal en elingeniør prøve at fastslå, om det virkelig var airconditionanlægget, der fik ”hedeslag”, eller hvad årsagen i øvrigt kan være. Brandfolk fra Hadsund slukkede ilden i løbet af halvanden time. Undervejs måtte man have assistance af en vandtankvogn fra Terndrup.