Aalborg

Ægtepar til undsætning

AALBORG: Influenza holder to af de faste doublespillere Søren Frandsen og Gry Uhrenholt hjemme, når Aalborg Badminton i dag indleder kvalifikationsspillet til 1. division på udebane mod Kastrup 2. I stedet træder to spillere fra Gugs 2. divisionshold, ægteparret Hans og Ingrid Melgaard, ind på Aalborg-holdet, der ydermere svækkes af, at Nanna Brosolat ikke kommer i aktion i single. - Hun er stadig hæmmet af fodskaden, der tvang hende til at melde fra til DM i Aalborg, men det er forsvarligt, at hun spiller double, siger sportschef Kenneth Larsen, der således må foretage adskillige rokeringer i opstillingen. Aalborg starter kvalifikationspuljen med seks matchpoint, mens Kastrup 2 kun er noteret for to. abel