Ældre baghus i nedrivningsfare

Politikere overvejer, om Sparekassen Hobro må rydde et halvt baghus i købmandsgård fra 1896

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sparekassedirektør Per Sønderup ved præsentationen af den igangværende udvidelse med 2500 kvm. kontorhus. Arkivfoto: Martin Damgård.

Et overskåret, halvt baghus i en tidligere købmandsgård på hjørnet af Adelgade og Store Torv - er det værd at bevare? Ja, mener kommunens embedsmænd. Nej, synes Sparekassen Hobro, som meget gerne vil rive den 113 år gamle bagbygning i Adelgade 25 ned. Det to og en halv etager høje baghus blev i 1954 skåret over og halveret for at gøre plads, da Sparekassen Hobro også dengang skulle udvide sit hovedsæde på Store Torv. Nu vil man rive resten af baghuset ned for at skabe mere lys og luft ud mod den kontorbygning i fire etager og på 2500 kvm., som nu skyder op ud mod Brotorv. Politikerne i Mariagerfjord har udsat afgørelsen til 2. februar. - Sparekassen Hobro står selv bag den bevarende lokalplan for 2007, hvori baghuset udpeges som bevaringsværdigt. Så ser det jo mystisk ud, at man bare to år senere vil rive huset ned. Det kan givet fald ikke klares med en dispensation, men må kræve en helt ny lokalplan, kommenterer Preben Christensen (S), der er formand for udvalget for teknik ogmiljø. Men "bygningen er i meget dårlig stand. Den arkitektoniske værdi gik tabt, da halvdelen af bygningen blev fjernet i 1950'erne og en ny gavl opført. Og så er vinduer på første sal og i tagetage ikke oprindelige", argumenterer Sparekassen Hobro. jesper.poulsen@nordjyske.dk