Ældre bilist overser motorcykel på Nordfalster

En 19-årig mand på motorcykel og en 92-årig mand i bil tørner ind i hinanden ved Nørre Alslev på Falster.

6. september 2013 21:19 - Opdateret 6. september 2013 21:21

Ældre bilist overser motorcykel på Nordfalster

Den 19-årige fører af en motorcykel blev fredag fløjet til Rigshospitalets traumeafdeling efter et sammenstød med en bil ved Nørre Alslev på Nordfalster.

- Motorcyklen kørte ind i siden på bilen. Føreren er kvæstet, men det er ikke livstruende, siger vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken sker sidst på eftermiddagen, da en mand på 92 år kommer kørende på Stubbekøbingvej. Ved Helene Stranges Vej vil han foretage et venstresving og overser motorcyklisten, der kommer kørende i modsat retning.

- Den ældre mand svinger ud foran motorcyklisten, der rammer bilen og bliver slynget ind over den, siger vagtchefen.

Den 19-årige kommer fra Nørre Alslev, mens den 92-årige fører af bilen kommer fra Eskilstrup.

Bilisten slap tilsyneladende uskadt fra ulykken.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...