Pandrup

Ældre borgere slippper for at betale for at få bragt varer ud

PANDRUP:Fra 1. januar slipper en gruppe pensionister i Pandrup Kommune for at skulle betale for at få bragt varer ud fra supermarkedet. Det har de ellers gjort hidtil, men det er i strid med loven. Det fastslår en skrivelse, som alle kommuner har fået fra Socialministeriet. Derfor har socialudvalget besluttet at pensionister, der er visiteret til at få foretaget indkøb, fra 1. januar slipper for regningen. Istedet tager kommunen sig af den. - Vi havde valget mellem at lade personalet bruge tid på opgaven eller at kommunen betaler for udbringningen, siger udvalgsformand Frits Pedersen (S). Omkring 25 borgere får i øjeblikket leveret varer ud, og Frits Pedersen vurderer, det vil koste kommunen omkring 25.000 at følge lovens bogstav.