Socialforsorg

Ældre-direktør mener ikke kommunen diskriminerer

Direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg kritiserer det materiale, kommunen har udleveret, men mener ikke, det dokumenterer diskrimination af hjemmehjælpere

AALBORG:Aalborg kommune har skriftlig dokumentation, der kan forklare baggrunden for at hjemmehjælpere med anden etnisk baggrund byttes ud med danske hjemmehjælpere efter klager fra brugerne. Men kommmuen vil ikke udlevere dokumentationen. NORDJYSKE har gennem flere uger forsøgt at få kommunen til at udlevere dokumentationsmateriale, der kan kaste lys over sagen. Hidtil har kommunen afvist, at der findes skriftlige oplysninger om de 15 tilfælde, hvor kommunen sidste år valgte at bytte en hjemmehjælper med anden etnisk baggrund efter klager fra brugerne. Men ældre-direktør Niels Tikjøb Olsen oplyser nu, at den skriftlige dokumentation findes, kommunen vil blot ikke udlevere oplysningerne: - Det vil være spild af skatteborgernes penge at finde dem frem, for de oplysninger ligger sammen med oplysninger om de 3000, der modtager hjemmehjælp, forklarer Niels Tikjøb Olesen. I stedet har kommunen udleveret fem skemaer, der ifølge ældre-direktøren alle bygger på oplysninger fra hukommelsen hos chefer i hjemmeplejen. Og det materiale siger ikke noget om, at kommunen diskriminerer hjemmehjælpere med anden etniske baggrund, forklarer Niels Tikjøb Olsen. Men Medlem af Ældre- og Handicapudvalget, Mai-Britt Iversen (S) er ikke i tvivl om, hvad kommunens egen undersøgelse viser: - Vores opgørelse viser, at det har været praksis, at forvaltningen har byttet hjemmehjælperen ud, hvis borgeren har klaget over hjemmehjælperens etniske baggrund", sagde hun i går til NORDJYSKE - Jeg ved ikke, hvor hun har de oplysninger fra, siger direktør Niels Tikjøb Olsen nu. Han lægger vægt på mundtlige forklaringer fra chefer i hjemmeplejen. De har ifølge direktøren sagt, at der blandt andet har været problemer med kemien mellem de ældre og hjemmehjælpere af anden etnisk baggrund som årsag til at bytte hjemmehjælpere. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen, Anni Kjeldgaard (K)