Ældre er tilfredse med hjælp

Tilfredsheden med madordningen er dog på det laveste niveau i fire år, og det vil rådmand nu gøre noget ved

87 procent af brugerne af hjemmehjælp i Aalborg Kommune er alt i alt godt tilfredse med den service, som de modtager fra kommunale og private leverandører. Det viser en ny bruger- undersøgelse, som politikerne i ældre- og handicapudvalget skal diskutere på det næste møde 7. januar. 1300 brugere har deltaget i undersøgelsen, og ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V) er godt tilfreds med det overordnede resultat. - Det synes jeg er et pænt og rimeligt tilfredsstillende resultat. Og så skal man også tænke på det år, vi har været igennem, hvor der har været fokus på så mange ting i ældreplejen. Mens tilfredsheden på praktisk hjælp og personlig pleje ligger på 87 procent, hvilket svarer til resultatet fra de senere års brugerundersøgelser, så er tilfredsheden med madordningen på det laveste niveau i fire år. 79 procent er alt i alt tilfredse med madordningen mod 87 procent sidste år. Den faldende tilfredshed bunder primært i prisen, kun 39 procent er tilfredse med prisen på madordningen, og 68 procent tilfredse med madens smag. Besøg af økonomaer - Det var også som forventet, for det har været et år, hvor der virkelig har været fokus på maden, og hvad den skal koste. Og det er klart, at når der sættes så meget fokus på det, så får det også fokus i sådan en undersøgelse. Rådmanden er dog ikke tilfreds med resultatet, der også ligger under de 90 procent, der er sat som mål fra kommunens side. - Det er en meget lav tilfredshed, men det er nok det, som vi kan forvente efter det, som vi har været igennem. Rådmanden vil nu forsøge at sætte mere fokus på smagen af maden, og det skal bl.a. ske ved at indbyde lokalråd og ældreråd til prøvespisninger. - Alle vores plejehjem kan få besøg af vores økonomaer, som de kan snakke med maden og smagen om. Det er noget vi vil kigge på, hvorfor nogen er utilfredse. Men så må vi også sige, at maden er et meget følsomt emne, som vi alle har en mening om. Prisstigningen på mad har dog en forklaring, peger hun på. - Med hensyn til utilfredsheden med madprisen, så ved jeg, at vi har nogle meget effektive og veldrevne køkkener. Og jeg ved, at prisen er steget på grund af råvarepriserne, så det synes godt, at vi kan stå inde for, siger Tina French, der peger på, at madpriserne i Aalborg ikke er høje i forhold til andre kommuner. På landsplan er den samlede tilfredshed med madordningen lavere end i Aalborg nemlig på 73 procent. - Jeg har heller ikke indtryk af, at det er bål eller brand, men det er klart, når der er noget, så sætter vi fokus på det.