Ældre fisker bjærget i land
75-årig fra Hadsund havde fået garn i skruen og kunne ikke selv komme i land
Opdateret kl. 09:10
HADSUND: En 75-årig fritidsfisker fra Hadsund blev omkring ved midnatstid natten til søndag bjærget i land af andre fritidsfiskere og kørt på sygehuset i Hobro til et tjek, efter at han havde siddet hjælpeløs i sin båd i flere timer.
- Den 75-årige var sejlet ud for at røgte sine garn ved 19-tiden lørdag aften. Men da familien ikke havde hørt noget fra ham, da klokken var omkring 22.30, hvor det allerede var godt mørkt, slog de alarm, oplyser vagtchef Michael Elkjær, Nordjyllands Politi.
Politiet rekvirerede en helikopter, der i næsten tre kvarter fløj over et område på fjorden lidt øst for broen i Hadsund.
Det var dog andre fritidsfiskere, der fik lokaliseret den 75-årige mand.
Han var heldigvis i sin båd, men havde fået garn i skruen og kunne derfor ikke selv sejle sig i land.
Med hjælp fra de andre fritidsfiskere og Beredskabet i Mariagerfjord Kommune, der blev alarmeret klokken 23.02, kom han dog i land og blev altså kørt til tjek på Hobro Sygehus.
Ud over at være en smule forkommen slap den 75-årige dog med forskrækkelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.